
Over den seneste tid har krigen i Ukraine, cyber-angreb i Danmark og en stigende polarisering og ufred ført til mange letsindige, politiske bemærkninger og forslag.
Ingen tvivl om, at vi som land skal sikre os bedst muligt mod potentielle trusler. Spørgsmålet er, om Danmark er truet, og det er et spørgsmål som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer. Deres vurdering er, at ”Et egentligt militært angreb på Danmark er ikke en risiko. Men vi skal forberede os på, at især Rusland bevæger sig helt hen til grænsen – måske ikke i en geografisk forstand, men ved at tage alle de midler af hybrid- og sabotagelignende karakter i brug, de kan, uden at det aktiverer Natos artikel 5 og en regulær krig”.
Set i det lys stempler Borgernes Parti ikke ind på sommerens modedille – at bygge beskyttelsesrum. Borgernes Parti ønsker derimod at styrke de civile beredskaber til at tage kampen op mod følgerne af ekstremt vejr, brande og assistance ved større ulykker og naturkatastrofer.
Kort fortalt foregår der døgnet rundt ondsindede angreb på staten, danskerne og virksomheder – ja, på alle der bruger internettet. Angrebene har karakter af tyveri, spredning af løgner og rygter, blokering af væsentlige samfundsmekanismer og egentlig digital sabotage og afpresning.
Rusland i dag er en skygge af sig selv i forhold til tidligere tider, og er svækket af en ledelse, der har ført landet på katastrofekurs. Rusland har med hele sin konventionelle styrke og med en helt uhørt brutalitet sendt langt over en million soldater i døden og, hvad har de opnået? De er på tre år nået 40 kilometer ind i Ukraine og de må dagligt se på alvorlige, infrastrukturelle ukrainske angreb i dybden af Rusland.
I Danmark skærper vi forståeligt IT-sikkerheden i forhold til bl.a. FE trusselsvurdering, der slår fast, at der ikke er en fysisk trussel mod Danmark. Netop derfor virker det komisk at politikere – særligt Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti – i sommerens hede efterspørger beskyttelsesrum. Beskyttelsesrum mod hvilken trussel? Det er truslen, der skal definere, om der skal investeres milliarder i beskyttelsesrum.
Når FE vurderer at ”et egentligt militært angreb på Danmark er ikke en risiko” er der helt enkelt ikke proportionalitet i at bygge beskyttelsesrum. Et beskyttelsesrum kan i nogen grad beskytte mod trykvirkningen fra en eksplosion, men det er virkningsløst overfor giftig røg, større brande der bruger ilten og kvæler borgerne samt varme. Etablering af beskyttelsesrum frigiver enorme mængder Co2, sluger vanvittige mængder af beton, stålog træ, ligesom der skal bygges selvstændig strøm- og vandforsyning, toiletter mm. Det giver ikke mening – og i relation til truslen, er det heller ikke sund fornuft.