MENNESKER. Når Ashi går ned ad gangene på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens i Vejle, mærker hun hver dag, at hun er endt det rigtige sted. Her bliver hun mødt af smil fra klassekammeraterne, uanset deres alder eller nationalitet, og lærerne tager sig gerne tid til en ekstra snak, hvis hun har behov for det. For få år siden havde hun aldrig troet, at hun ville finde sig til rette på en social- og sundhedsuddannelse, men i dag føler hun sig hjemme på skolen.
Ashi Madsen på 57 år er oprindeligt fra Iran, men hendes liv har i 25 år været i Danmark. Hun kom hertil som flygtning, og som så mange andre startede hun med at vente i et asylcenter. Da opholdstilladelsen kom, gik turen hurtigt videre på sprogskole, hvor hun lærte dansk. Ved siden af undervisningen fik hun også sine første småjobs i Danmark, blandt andet som opvasker og køkkenmedhjælper på restauranter.
Den oprindelige barndomsdrøm om en karriere i sundhedssektoren blev imidlertid lagt på hylden i mange år. Hun fik et job på et hotel, hvor hun arbejdede sig opad og endte med at blive leder med ansvar for omkring 15 medarbejdere. Ashi husker stadig tydeligt følelsen af at stå med det ansvar:
»Jeg havde et rigtig fint job på et hotel i 13 år, hvor jeg var servicechef og havde 15 ansatte ved mig. Men da corona kom, lukkede alle hoteller ned, og vi blev sendt hjem. Jeg tænkte, hvad skal jeg nu?« fortæller Ashi med et lille suk.
Pandemien ramte hotelbranchen hårdt, og Ashi blev pludselig en af de mange danskere, der stod uden sikkerhed i arbejdslivet. Hendes faste holdepunkt gennem mere end et årti var væk fra den ene dag til den anden. Derfor tog hun beslutningen om at sige jobbet op uden helt at vide, hvad fremtiden ville bringe.
I en periode, der ellers var præget af stor usikkerhed, startede Ashi en helt ny rejse. En rejse, der førte hende tilbage til drømmen fra barndommen, som havde ventet i baggrunden i alle årene.
Tilbage til skolebænken
Efter Ashi havde sagt sit job på hotellet op, meldte hun sig som jobsøgende og kom hurtigt i dialog med sin sagsbehandler på jobcentret. Planen var egentlig at vende tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, men under samtalen gik det op for hende, at hun måske havde brug for noget andet først. En slags pause, hvor hun kunne genfinde sig selv og få tid til at tænke over, hvad hun virkelig ville.
»Hun spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lave, og jeg sagde, at jeg godt kunne tænke mig at have en periode, hvor jeg bare lige kunne gå i skole igen. Jeg manglede noget. Jeg havde en trang til at få genopfrisket min hjerne, lave noget andet end kun sprog. Egentlig var det lige meget, hvad det var, jeg ville bare gerne bruge mit hoved igen,« fortæller Ashi.
Derfor begyndte hun i første omgang at følge undervisning i dansk og matematik på en lokal sprogskole i Vejle. Hun bestod sine fag, men netop som hun begyndte at overveje, hvad næste skridt skulle være, kom sagsbehandleren med en ny idé. Hun foreslog Ashi, at hun skulle overveje at tage en social- og sundhedsuddannelse.
Forslaget vækkede blandede følelser hos Ashi. Glæde, men også tvivl. For selvom hun tidligere havde haft stort ansvar som chef på et hotel, var tanken om at skulle arbejde med mennesker på den måde helt ny for hende. Og dét at skulle starte helt forfra virkede også en smule skræmmende.
Alligevel ramte forslaget en nerve hos hende, for bag bekymringerne lå den gamle drøm, som hun havde båret med sig helt fra barndommen i Iran.
»Da jeg var barn, var det min drøm at blive sygeplejerske. Jeg kunne se mig selv i den hvide uniform, som sygeplejerskerne havde dengang. Men jeg gjorde aldrig noget ved drømmen, og jeg havde heller aldrig arbejdet tæt med mennesker før,« fortæller Ashi åbent.
Hun tænkte grundigt over, om hun vil passe ind på en skole, hvor hun forventede, at størstedelen af eleverne ville være langt yngre end hende selv. Og så var der også spørgsmålet om sproget, kulturen og skolesystemet. Det var nemlig første gang, Ashi overhovedet skulle gå på en dansk uddannelsesinstitution.
»Jeg var lidt bekymret, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i skole med unge mennesker. Jeg vidste slet ikke, hvordan systemet eller kulturen på en dansk skole var. Jeg havde aldrig været sammen med danskere på en skole før,« indrømmer hun.
Men hendes sagsbehandler holdt fast. Hun gav Ashi informationer, opmuntring og hjælp til praktiske ting og arrangerede også et besøg på SOSU FVH i Vejle. På besøget fik Ashi mulighed for selv at danne sig et indtryk af skolen, lærerne og eleverne. Hun gik rundt på gangene, talte med folk og bladrede gennem undervisningsmaterialerne, for at se, om sproget ville være for vanskeligt.
»Jeg fik at vide, at det ikke kun var unge mennesker, der gik på skolen, og at det slet ikke kun var danskere. Det var en international skole med elever fra 21-22 år helt op til omkring 60 år. Det gjorde mig rolig og sikker på, at jeg nok godt kunne klare det,« forklarer Ashi om sit afgørende besøg.
Efter at have set nærmere på det hele, forsvandt hendes tvivl for en stund. Hun besluttede sig for at tage chancen og meldte sig til uddannelsen på Social- og Sundhedsskolen.
Men som den første skoledag nærmede sig, begyndte bekymringerne alligevel at dukke op igen. Tankerne fra tidligere vendte tilbage, og usikkerheden tog endnu en gang fat i hende.
En varm modtagelse fjernede frygten
Den første morgen på Social- og Sundhedsskolen gik Ashi op ad trapperne med en uro i maven, hun ikke havde følt længe. Frygten kredsede om, hvorvidt hun ville blive accepteret. Ville hendes alder alligevel gøre hende til et oplagt mål for drillende bemærkninger? Ville hendes accent få hende til at skille sig for meget ud? Spørgsmålene stod i kø, mens hun nærmede sig klasselokalet.
Men allerede efter få timer kunne hun igen ånde lettet op. Virkeligheden viste sig nemlig at være en helt anden end den, hun havde forestillet sig.
»Det var slet ikke, som jeg havde frygtet. Hele klassen tog rigtig pænt imod mig. Der var ikke nogen forskel mellem mig og de andre elever, heller ikke selvom jeg måske var anderledes. Jeg havde lige så meget ret til at være der som dem,« fortæller Ashi og tilføjer med en glæde i stemmen, der ikke er til at tage fejl af:
»Det er faktisk den største gave, jeg har oplevet. At blive behandlet ligeværdigt som en dansker. Du mærker ikke, at du har accent eller en anden hudfarve, også fordi der er så mange forskellige nationaliteter på skolen.«
Hun fortæller videre, hvordan den rummelige atmosfære på skolen langsomt fik hendes nervøsitet til at slippe taget. Eleverne, hun først havde forestillet sig som en homogen gruppe af unge danskere, viste sig at være vidt forskellige, både hvad angår alder og baggrund.
Det gjorde stort indtryk på Ashi at opleve, hvordan både lærere og elever fik hende til at føle sig hjemme allerede fra første dag. Skolen blev hurtigt et sted, hvor hun følte sig som en naturlig del af fællesskabet, og hvor hun kunne slappe af og fokusere på det vigtigste, nemlig at lære.
»Jeg blev rigtig glad for, at de behandlede mig så pænt og normalt. Alle tog hensyn til hinanden, og lærerne var meget venlige. Det gav mig en følelse af tryghed, jeg aldrig havde regnet med at finde på en skole,« smiler Ashi.
Således blev nervøsiteten erstattet med en voksende selvtillid, og i takt med at hun lærte sine klassekammerater bedre at kende, voksede også hendes tro på, at hun faktisk kunne klare uddannelsen, trods bekymringerne hun havde haft i begyndelsen. Hun fik gode karakterer og opdagede til sin egen overraskelse, at hun ikke alene kunne følge med, men også blomstrede socialt.
En ny chance – en gammel drøm
I første omgang var det meningen, at Ashi kun skulle tage uddannelsen som social- og sundhedshjælper. Men undervejs voksede hendes ambitioner, og drømmen om mere fik hende til at fortsætte videre mod assistentuddannelsen.
For Ashi er social- og sundhedsuddannelsen således blevet langt mere end bare en ny vej i arbejdslivet. Den har åbnet døren til den barndomsdrøm, hun ellers troede, hun havde lagt bag sig, da hun forlod Iran for 25 år siden.
I dag er hun tæt på at afslutte assistentuddannelsen på Social- og Sundhedsskolen i Vejle. Under sine praktikforløb har hun allerede modtaget flere jobtilbud, men ét sted trækker særligt i hende:
»Jeg håber, at jeg kan få job på et sygehus bagefter. Det vil være som at vende tilbage til mine drømme fra dengang, hvor jeg havde lyst til at arbejde som sygeplejerske med deres hvide uniformer,« siger hun med en blanding af stolthed og ydmyghed i stemmen.
Når Ashi ser tilbage, kan hun stadig tydeligt genkalde sig billedet af sit yngre jeg. Den lille pige, der så op til sygeplejerskerne og drømte om en fremtid, hvor hun selv ville tage sig af mennesker. Det var en drøm, hun aldrig handlede på i Iran, og som hun troede var gået tabt i det hektiske voksenliv i Danmark. Derfor betyder det også ekstra meget for Ashi, at det danske uddannelsessystem har givet hende muligheden for at finde tilbage til sin oprindelige passion.
»Du kan frit bruge skolen, lige så meget du vil, og det synes jeg er fantastisk. Sådan er det slet ikke i mit eget land. Der skal man betale for alting, alt koster penge. Der findes ikke gratis uddannelse, og slet ikke sådan noget med, at kommunen betaler én for at tage en uddannelse, som de gør her. Det synes jeg er helt fantastisk i Danmark,« siger hun.
Selvom drømmen først opfyldes sent i livet, føler hun sig på ingen måde for sent ude. Tværtimod ser hun det som en stor personlig sejr, at hun greb chancen og handlede, da den bød sig.
»Jeg sidder her i dag og kan sige, at jeg har opnået min drøm. Måske sent, men jeg har gjort det,« smiler Ashi, som føler, at hun har fundet sin rette hylde.
»Hvis jeg kan klare det, kan du også«
Når hun i dag tænker tilbage på sin egen rejse og den tvivl, hun selv stod med i starten, har hun et klart råd til andre, der måske tøver med at tage springet til SOSU-uddannelsen.
»Hvis du har hjerte og hjerne og godt kan lide at arbejde med mennesker, så er det den bedste uddannelse. Der er ingenting, der kunne stoppe mig. Ikke min alder, min manglende uddannelse eller mit udseende. Jeg kunne knap nok tro på, at jeg kunne klare hele forløbet, men det har jeg gjort,« bemærker hun.
For Ashi er det netop kombinationen af at bruge både hjerne og hjerte, der giver mening i arbejdet.
»Hvis jeg kan klare sådan en uddannelse, kan de andre også. Det er både hjerne og hjerte, du skal bruge på samme tid, og det gør, at jobbet føles meningsfuldt,« fortæller hun og afslutter med en varme i stemmen:
»Det er faktisk en gave at kunne hjælpe andre. Hvis du kan hjælpe et menneske til at komme godt op af sengen og få en bedre dag, så er det den største gave i livet.«
I dag er drømmen blevet til virkelighed, og den hvide uniform er nu endelig inden for rækkevidde, når hun til december er færdiguddannet social- og sundhedsassistent.
