Der er ingen tvivl om, at vi som samfund har et ansvar for at hjælpe de børn, der står i de mest sårbare situationer. Det gælder både børn fra familier med store økonomiske og sociale udfordringer og børn, der oplever vold, misbrug eller alvorligt omsorgssvigt.

Men hvad betyder det egentlig at være en familie med sociale og økonomiske problemer? Hvem bestemmer, hvad social udsathed indebærer? Og måske vigtigst af alt: Hvor går grænsen mellem at vise omsorg og at stigmatisere – især når fordomme, der er forankret i samfundets magtstrukturer, kan spille ind?

Fordomme opstår tit på baggrund af uvidenhed og kan føre til uheldige reaktioner over for dem, der bliver ramt. Derfor har vi et fælles ansvar for at bekæmpe de fordomme, der ligger i samfundets strukturer. Som Per Schultz Jørgensen siger: “Fordomme tjener ofte til at fastholde et etableret magtsystem, dels i samfundet generelt, dels i uddannelsesmæssige og politiske sammenhænge.”

Historien viser os, hvor alvorlige konsekvenser samfundsstrukturelle fordomme kan få. Et skræmmende eksempel er det politiske program om racehygiejne, som i mange år var en del af dansk social- og sundhedspolitik i 1900-tallet. Målet var at ”luge ud” i bestemte befolkningsgrupper, som fx personer med fysiske handicaps, psykiske lidelser, kriminelle, alkoholikere og især udviklingshæmmede. Det førte blandt andet til tvangssterilisationer og -anbringelser, som blev set som en måde at beskytte samfundet på.

I 2022 gav social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil en officiel undskyldning til tidligere anbragte i åndssvageforsorgen for de overgreb og svigt, de blev udsat for – herunder pigerne på Sprogø. Men spørgsmålet er, om vi som samfund egentlig har lært af fortiden? Kan de tvangsanbringelser af børn og unge, vi ser i dag, være en moderne parallel til datidens racehygiejne?

I bogen “Socialfagligt arbejde med anbringelser”, som bruges på socialrådgiveruddannelsen, beskrives det, hvordan sociale risikofaktorer og ophobning af problemer i en familie kan påvirke børn og unge negativt. Jo flere risikofaktorer, der er til stede, jo større vurderes risikoen for familien at være. Nogle af de faktorer, der nævnes, er fx hvis mindst én af forældrene:

• er eneforsørger

• ikke har uddannelse ud over folkeskolen

• har svag tilknytning til arbejdsmarkedet (fx kontanthjælp, førtidspension, fleksjob)

• har et misbrug (fx alkohol eller stoffer)

• har psykiske lidelser (fx ADHD, bipolar lidelse, socialangst)

• er tidligere dømt for kriminalitet

• selv har været anbragt som barn

Det er virkelig vigtigt, at vi passer på med at stigmatisere – især de fagfolk, der arbejder med familierne, har et stort ansvar for at undgå fordomme. For det skal understreges: Ingen af de nævnte risikofaktorer betyder automatisk, at en forælder ikke kan være en god, omsorgsfuld og kærlig forælder.

Alligevel ser det ud til, at familieafdelingen i Fredericia ofte antager, at forældre med disse risikofaktorer mangler evnen til at tage sig ordentligt af deres børn, hvis børnene mistrives. Men mistrivsel kan dække over mange ting – som angst, depression, stress eller ensomhed – og det er ikke nødvendigvis forældrenes skyld. Alligevel opstår der ofte forestillinger om vold, misbrug eller konflikter i hjemmet, som påvirker sagsbehandlernes beslutningen om en anbringelse.

Så spørgsmålet er: Hvordan kan vi som samfund håndtere social udsathed på en måde, der bygger på respekt, viden og en helhedsorienteret tilgang, hvor vi støtter børn og unge i deres egne hjem, og hjælper familierne – uden at gentage fortidens fejlmed lemfældige tvangsanbringelser?

Mette Marie de Place

Kandidat til kommunalvalget 

for Dansk Folkeparti i Fredericia