De blev kaldt Brødrene Fisk: Nu vil Kristian og Jeppe gøre haver levende med vand

En varm dag i sommer står markerne omkring Kristian Lindegård Jensens have i Ejby gyldne i solen, og gennem græsplænen risler et vandløb ned over svenske klippestykker, forbi mospuder, drivtømmer og japanske ahorn, før det samler sig i en dam med åkander. Anlægget begyndte i sin tid som noget helt andet, fortæller han.

»Det var egentlig tænkt som en pool til hundene, og så tog det bare fart. Pludselig skulle der også et vandløb og et kæmpe filtersystem til,« husker Kristian Lindegård Jensen.

Hobbyprojektet er i dag firmaets bedste visitkort, for det var reaktionerne på netop den have, der overbeviste ham og lillebroren Jeppe om, at de kunne noget særligt. Sammen står de bag AquaGarden, der anlægger vandoaser, damme og vandløb for private og virksomheder, og bag firmaet ligger en fortælling om to brødre, der har brugt hele deres arbejdsliv med hænderne i vand.

De blev kaldt Brødrene Fisk, dengang de begge var dyrepassere på fuld tid og kørte land og rige rundt for at bytte fisk med andre akvarienørder. Kristian fik som den første en læreplads på det gamle Danmarks Akvarium, og da Jeppe brugte en ferie på at besøge storebroren bag kulisserne, var hans egen vej afgjort. Han tog skoleforløbet i Kolding, fik læreplads på Øresundsakvariet i Helsingør og flyttede ind hos Kristian på Amager. »Øresundsakvariet er et meget lille akvarium, men det var meget nørdet. Der var tid til detaljerne og til at sørge for, at fiskene ikke bare overlevede, men trivedes,« fortæller Jeppe Lindegård Jensen, der siden blev akvarieleder på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg med ansvar for hele akvarieafdelingen i syv år.

Kristian gik en anden vej. Da Den Blå Planet åbnede, blev han tilbudt en stilling og valgte den kolde afdeling med arterne fra den nordlige halvkugle, havpattedyrene og frem for alt blæksprutterne, hans store passion. Der fik han nærmest frit spil til at forme og skabe biotoper, som han siger, indtil pandemien lukkede landet. »Vi levede udelukkende af flyvende turister, så der blev ganske enkelt lukket,« konstaterer han tørt om coronatiden, hvor Den Blå Planet måtte sige farvel til en del af sine dyrepassere.

Han flyttede til Fyn, købte hus i Ejby og fik job som havpattedyrstræner på Fjord & Bælt i Kerteminde, hvor han arbejdede med marsvin og sæler, og imens gik snakken mellem brødrene, som den havde gjort længe. Årene med besparelser i de offentlige akvarier havde ændret faget, fortæller de, så dyrepasserne skulle løbe hurtigere og hurtigere, og til sidst lå spørgsmålet lige for. Kunne de bruge al den viden til noget eget? De så sig omkring i branchen og kunne konstatere, at det, de havde lært gennem årene, var der ingen herhjemme, der for alvor tilbød. »Der er anlægsgartnere, der laver lidt, men det er meget på amatørplan, hvor stenene ligger på en række. Det tænkte vi, at vi kunne gøre bedre. I udlandet er det her virkelig populært, og det er også derfra, vi har hentet meget af inspirationen,« forklarer Kristian Lindegård Jensen og giver et eksempel på forskellen. »Hvis man i stedet har nogle store sten, der bryder billedet, og nogle mindre, der samler det, bliver det pludselig noget, der ser ud, som om det altid har været der, frem for noget, der er blevet etableret. Det er detaljerne.«

Fagligheden fra akvarierne er hele forretningsidéen. Brødrene taler om bakterier og biologisk balance, om lukkede kredsløb, hvor nedfaldne blade og fiskenes efterladenskaber omsættes til næring for planterne, og om anlæg, der tiltrækker frøer, guldsmede og fugleliv til haven. Der bliver taget højde for alt fra verdenshjørnerne, når mosset skal vokse på den rigtige side af stenene, til nedfaldet fra havens løvtræer, og selv snittet på et vandfald er gennemtænkt, så det kan ses fra det sted, hvor kunden helst vil sidde, og risler præcis så meget eller lidt, som der ønskes. Balancen er i det hele taget deres omdrejningspunkt, og den rækker længere end til havedammen. For det, der sker i en dam uden planter, hvor algerne blomstrer op, og vandet bliver grønt og uklart, er efter deres forklaring det samme, som er sket i de danske fjorde. For meget næring i forhold til det, der kan omsættes, og så går det nedad. »Hvis man kan skabe en naturlig balance, og det er vi rigtig dygtige til, har man i princippet noget, der passer sig selv. Det er ikke en viden, vi har læst os til i en bog. Det er noget, vi selv har erfaret gennem årene,« siger Jeppe Lindegård Jensen.

Den erfaring skal der ind imellem rygrad til at stå fast på, tilføjer han, for brødrenes råd går ikke sjældent stik imod det, kunderne har fået at vide andre steder. »Nogle gange siger vi noget, der er helt modsat af det, folk tidligere har fået at vide, og så kigger de lidt mærkeligt på os. Der skal man hvile i, at vi ved, hvad vi taler om, og så kan vi komme med konkrete eksempler fra vores erfaring,« forklarer han.

Og bagagen er ikke helt almindelig. Jeppe stod i sin tid bag et opdræt af tiarmede sepiablæksprutter, der lykkedes så godt, at Aalborg Universitet kom og hentede det sidste dyr for at måle dets hjernefrekvenser, fordi det var vokset sig stort nok til, at hjernen kunne undersøges. Opdræt af den slags kræver, at vandkvaliteten er fuldstændig på plads, før man overhovedet går i gang, og det er præcis den tålmodighed, brødrene i dag tager med ud i haverne. Kristian passede Den Blå Planets stillehavskæmpeblæksprutte, der til sidst vejede 22 kilo og genkendte ham på smagen, når sugekopperne fik fat. »Den kom op ligesom en hundehvalp, der keder sig, og så stod jeg og kæmpede med den. Jeg kom hjem med sugemærker over det hele, så det lignede, at jeg havde fået tæsk, og folk sad og kiggede på mig i metroen,« griner han og tilføjer den detalje, der siger alt om dyrene, brødrene ikke kan lade være med at nørde over, at en blæksprutte har et intellekt på niveau med et treårigt barn.

Den slags historier er der mange af ved havebordet i Ejby, og de er i virkeligheden en del af varen. For når AquaGarden her i efteråret for alvor kaster sig over indendørs akvarier hos private og virksomheder, er det med et tilbud, de færreste kan matche. »Nu har virksomheder faktisk mulighed for at have blæksprutter, hvis det er det, de ønsker. En restaurant kunne eksempelvis have et kæmpe anlæg med vandmænd, som er virkelig æstetisk flot. Det kan vi lave, og så kører vi rundt og passer og plejer det bagefter,« siger Kristian Lindegård Jensen.

Indtil videre er det ham, der er fuldtid i firmaet, hvor havearbejde for en fast kreds af kunder betaler regningerne mellem de store projekter, mens Jeppe for et par år siden tog et job som skraldemand i Fredericia, hvor de tidlige fyraftener giver timer til at bygge virksomheden op. De er nødt til at være realistiske, som de siger, for der skal penge ind, mens navnet arbejder sig ud. Og navnet arbejder. Et opslag på deres Facebook-side blev delt og delt, mund til mund tog over, og en enkelt veludført opgave har det med at føde den næste, som da de på en weekend rensede en kundes store sø inden en havefest og dermed fik et helt netværk af havefolk med vand og koikarper i tale. Ordrebogen tæller nu blandt andet et anlæg i Strib, hvor et vandløb skal løbe uden dam for enden, så en børnefamilie får lyden og synet af rindende vand uden noget, nogen kan falde i, en villahave i Snoghøj, en nedlagt skole, hvor en sø skal have åløb og vandfald, og en familie på Falster. »Vi er simpelthen kommet rigtig godt fra start,« lyder det fra Kristian Lindegård Jensen, mens Jeppe sætter ord på målet. »Om tre år håber jeg, at jeg er stoppet som skraldemand og arbejder fuldtid sammen med Kristian. Det lyder måske lidt vildt, men jeg regner også med, at vi til den tid begynder at høre lidt fra udlandet.«

Spørger man, hvordan det er at dele både passion og firma som brødre, kommer svaret uden tøven. »Vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi har altid været tætte og har været bedste venner gennem hele livet, så vi kender hinanden på godt og ondt og kan sige tingene til hinanden, præcis som vi tænker dem,« siger Kristian Lindegård Jensen og tilføjer, at to timers aftenarbejde giver ti gange mere, når de sidder sammen og kan kaste idéerne frem og tilbage.

Prisen for springet kender de også. Før i tiden var fri, når arbejdsdagen sluttede, og weekend var weekend, men den skillelinje findes ikke længere, når firmaet er ens eget og bærer ens navn. Brødrene er begyndt at planlægge dagene stramt, nærmest fra de står op, ikke for at nå mere arbejde, men for at være sikre på at nå det, der ikke handler om vand, kæresterne, børnene og husene derhjemme. Men fortrudt har ingen af dem, for der er kommet noget andet i stedet, som Jeppe beskriver som en gnist i maven. »Her er det ren passion, der driver os. Vi laver det, vi er dygtige til, og det, vi brænder for. Det gør den helt store forskel,« siger han.

Og skulle nogen være i tvivl om, hvad det betyder i praksis, kan de bare lægge vejen forbi haven i Ejby, hvor vandet risler ned over de svenske klippestykker, som var det kommet af sig selv. Det er som bekendt lige det modsatte, der er kunsten.