POLITIK. Tre socialdemokratiske borgmestre på to valgperioder – to af dem er gået før tid. Det spørgsmål møder Socialdemokratiet i Fredericia nu igen i denne valgkamp, hvor AVISEN taler med alle de byrådsmedlemmer, der genopstiller.
For partiets politiske ordfører, David Gulløv, handler svaret hverken om undskyldninger eller bortforklaringer, men om at erkende, at politik også er menneskeligt.
»Det ved jeg ikke. Det er jo mennesker, der stiller op, og så er det mennesker, der forholder sig til sig selv. Man er nødt til at kigge ind i sig selv og se, hvor man står. Så mere er der jo ikke. Det er svært at sige andet til det,« siger han.
Han afviser dog ikke, at borgmesterskift kan virke forstyrrende for borgerne, men minder om, at ingen er immune over for livets omstændigheder – heller ikke politikere.
»Ellers er det vel ligegyldigt, om det er en borgmester eller et byrådsmedlem. Der kan ske noget, som gør, at man selv er nødt til at træffe nogle valg. Det kan være familiære årsager, det kan være arbejdsmæssige årsager, det kan være helbredsmæssige årsager,« siger han.
For David Gulløv er det afgørende ikke, hvor mange borgmestre et parti har haft, men hvordan de mennesker, der påtager sig ansvaret, udøver det.
»Jeg har mest af alt brug for, at de folk, der stiller op, og de folk, der kommer ind og sidder, er reelle og tydelige i måden, de gør tingene på – og i de valg, vi tager,« siger han.
Han tilføjer, at Fredericia i dag står et andet sted, end da de tidligere borgmestre trådte tilbage, og at samarbejdet i byrådet har fået et andet fokus.
»Der har været en periode med mange forandringer, og det har kostet noget på tilliden. Men jeg oplever i dag, at vi som parti og som byråd står mere samlet. Vi har fokus på at skabe resultater og på at levere stabilitet,« siger han.
David Gulløv erkender, at vælgerne har ret til at stille kritiske spørgsmål – men understreger, at politik også handler om at kunne stå ved, når man må træffe svære beslutninger.
»Jeg tror ikke, vælgerne forventer, at vi er perfekte. Men de forventer, at vi er ærlige. Og det skal vi være,« siger han.
Han ønsker et byråd, hvor tillid og samarbejde er det, der måler stabilitet – ikke antallet af borgmesterskift.
»Jeg synes, det vigtigste, vi kan gøre nu, er at vise, at vi har lært noget, og at vi har fokus på at stå sammen og arbejde for Fredericia. Stabilitet handler ikke kun om, hvem der bærer kæden, men om hvordan vi står fast som byråd og som mennesker,« siger han.










