SAMFUND. Fra 1. juli gælder nye regler for unge bilister, der sætter sig bag rattet. I stedet for den nuværende grænse på 0,5 promille bliver grænsen sat ned til 0,2 promille i de første tre år, man har kørekort.
Det svarer reelt til nultolerance over for alkohol i trafikken for nye bilister.
Det viser sig, at et stort flertal af danskerne støtter op om den nye lovgivning. En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at otte ud af ti danskere bakker op om, at promillegrænsen nu bliver sat ned for nye bilister.
Samtidig mener omtrent halvdelen af de adspurgte, at den nye grænse også bør gælde for erfarne bilister. Konkret viser undersøgelsen blandt 1057 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år, at 48,2 procent ønsker en generel nedsættelse af grænsen til 0,2 promille. 44,9 procent mener dog, at grænsen på 0,5 promille fortsat bør gælde, mens 6,9 procent er i tvivl.
Den store opbakning kommer ikke bag på Jakob Bøving Arendt, direktør i Rådet for Sikker Trafik. Han understreger over for Ritzau, at danskerne generelt ønsker skrappe sanktioner og øget politiindsats, så reglerne bliver overholdt.
Hos Rådet for Sikker Trafik har man længe ønsket en lavere promillegrænse for både unge bilister og førere af tunge køretøjer. Ifølge Jakob Bøving Arendt er det især vigtigt at fokusere på de unge bilister, fordi de statistisk set har større risiko for at ende i alvorlige ulykker med alkohol involveret.
»Så får vi forhåbentlig opdraget en hel generation til at have en fornuftig alkohol- og trafikkultur, som de så kan tage med sig videre i livet,« siger Jakob Bøving Arendt til Ritzau.
Flere andre europæiske lande har lignende regler med skærpede promillegrænser for nye og unge bilister.
Transportminister Thomas Danielsen (V) har tidligere i juni understreget, at den nye grænse i praksis betyder nul alkohol for de nye bilister. Han har dog tidligere sagt til TV 2, at han ikke ser behov for, at reglen skal gælde alle bilister, fordi han mener, at de fleste voksne godt kan drikke en enkelt øl til frokosten uden at miste evnen til at køre bil.
Undersøgelsen blev gennemført af Voxmeter i perioden 18.-22. maj.