Dansk Folkeparti ville have sparet på stadion og administration i stedet for velfærden

POLITIK. Som første viceborgmester er Søren Rasmussen (O) en af de mest centrale politikere i Kolding Byråd, men da et bredt flertal indgik forlig om budgettet for 2027, stod han og Dansk Folkeparti uden for. Forliget er indgået af Venstre, Socialdemokratiet, SF, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og løsgænger Cecilie Liv Hansen, der tilsammen har 21 af byrådets 25 mandater. Dansk Folkepartis tre mandater og Enhedslistens ene mandat står uden for. Søren Rasmussen havde et klart ønske om, at partiet skulle være med, og resultatet kom bag på ham.
»Men jeg er meget forundret over, at vi ikke kunne frem til et kompromis,« siger Søren Rasmussen.
Uenigheden handler ikke om, hvorvidt der skal spares. Ved første behandling af budgettet blev byrådet enige om at finde penge til blandt andet 5 millioner kroner til hjemmeplejen, 17 millioner kroner til sundhedsområdet og 10 millioner kroner ekstra på børneområdet. Det bragte kommunen over det serviceloft, som regeringen og Kommunernes Landsforening aftaler, og derfor skulle der findes penge andre steder. Flertallets model er en besparelse på 40 millioner kroner om året i fire år, fordelt med 0,73 procent på samtlige politikområder. Den model kalder Dansk Folkeparti grønthøsteren, og partiet har tidligere over for AVISEN kaldt sparekravene et blodbad. I stedet ville Dansk Folkeparti have prioriteret og spurgt, hvad kommunen bedst kan undvære. Partiet peger på administrationen, på ledere, på kulturområdet og på vej- og parkområdet, hvor Søren Rasmussen mener, det er mindre vigtigt, hvor ofte buske klippes, græs slås og ukrudt bekæmpes, end at der er ordentligt personale i skolerne, at handicappede børn bliver passet ordentligt, og at de ældre får deres hjemmehjælp.
»Det er jo dejligt med festivaler og koncerter, det er rigtig skønt,« siger han, men for Dansk Folkeparti vejer den kernevelfærd tungere.
»Vi finder også de penge, vi gør det bare på en anden måde, end flertallet gør,« siger Søren Rasmussen.
På administrationen ville Dansk Folkeparti spare knap 13 millioner kroner mere end forligspartierne. Søren Rasmussen henviser til en analyse fra tænketanken Cepos, der ifølge ham viser, at Kolding Kommune er overadministreret med 14 procent i forhold til sammenlignelige kommuner, svarende til knap 140 millioner kroner. Det tal tror han ikke selv fuldt ud på, men selv 4 procent vil ifølge ham give omkring 40 millioner kroner. Dansk Folkeparti vil derfor have lavet en analyse af, hvor Kolding har mere administration end nabokommunerne.
På ældreområdet ville partiet have afsat 6 millioner kroner mere end forliget. Pengene skulle bruges på et arbejde sammen med medarbejderne om at gøre Kolding til den mest attraktive arbejdsplads i området, så kommunen kan tiltrække dygtige medarbejdere fra nabokommunerne.
»Altså det der er det helt store problem i Kolding, som det er i alle andre kommuner, Det er jo at vi mangler personale. Vi kan ikke skaffe nok personale,« siger Søren Rasmussen.
Han peger på, at udgifterne til vikarer stiger, fordi kommunen ikke kan skaffe fast personale, og han understreger, at hele byrådet i forbindelse med konstitueringen stemte for indsatsen på ældreområdet som en del af byrådets arbejdsgrundlag. Når pengene så ikke bliver sat af, mener han, at det rammer bredt.
»Det får meget store konsekvenser. Det gør det. Både for personalet og for dem, der skal modtage plejen, og for kommunens økonomi,« siger han.
Den største forskel ligger dog på anlægssiden, hvor Dansk Folkeparti næste år ville bruge 45 millioner kroner mindre end forligspartierne. Her er det stadion, der skiller. Ifølge Søren Rasmussen vil flertallet bruge 100 millioner kroner på stadion og 60 millioner kroner på parkering. Dansk Folkeparti vil ikke bruge kommunale kroner på parkeringen.
»Det er en opgave for de kommercielle selskaber,« siger Søren Rasmussen.
Partiet vil heller ikke bruge 100 millioner kroner på stadion, fordi en række mindre projekter på idrætsområdet efter partiets opfattelse også fortjener at blive tilgodeset. De mindre projekter er med i Dansk Folkepartis budgetforslag, men ikke i forliget. Søren Rasmussen kalder det »en lidt skæv prioritering«, når flertallet satser så massivt på stadion, samtidig med at der spares på velfærden, og han mener, at et budget bør skabe en vis balance.
Borgmester Jakob Ville (V) har tidligere over for AVISEN afvist kritikken af besparelserne og forsvaret den procentvise fordeling.
»Jeg synes, det er en solidarisk løsning,« sagde borgmesteren dengang.
Dansk Folkeparti var med i sidste års forlig om budgettet for 2026-2029, og under Jørn Pedersen (V) som borgmester var partiet ifølge Søren Rasmussen med i forliget hvert år i tolv år. Han lægger ikke skjul på, at det er en streg i regningen at stå udenfor denne gang, men partiet vil forsøge at få indflydelse igen, når budgettet for det kommende år skal lægges.
