POLITIK. Der var både nerve, personlige erfaringer og stærke holdninger på spil, da Dansk Folkeparti i Fredericia præsenterede to nye kandidater til kommunalvalget. Med udvidelsen stiller partiet nu med syv kandidater, og ifølge spidskandidat Susanne Eilersen er det et hold, der har både viljen, erfaringerne og de menneskelige historier til at sætte aftryk på byrådets dagsorden.

»Vi har haft en proces, hvor vi har spurgt vores medlemmer, hvem der havde lyst til at engagere sig politisk. Jeg har talt med både Anja og Mette gennem flere måneder, og heldigvis har de sagt ja. De har masser af punkter, de brænder for, især inden for velfærd og retsvæsen. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan supplere vores hold på fem med to mere, så vi er syv i alt. Det giver os en bredde, som jeg ved, vi kan bruge,« siger hun.

Tilflytteren med fokus på de unge og de ældre

Den ene af de nye kandidater er Anja McGregor Danton, der er tilflytter til Fredericia og har boet i byen i fire år. Hun har en 16-årig datter og har på nærmeste hold oplevet de udfordringer, mange unge kæmper med.

»Jeg har opdaget, hvor hårdt Fredericia er ramt af unges misbrug. Det handler om opioider, alkohol, hash og stoffer – faktisk hele paletten. Jeg har oplevet det gennem min datter og hendes veninder, som fortæller, hvad de ser og oplever. Flere unge begynder at selvmedicinere, fordi de har det svært, og jeg er overbevist om, at vi skal sætte ind tidligere,« siger hun.

Hun nævner Headspace som et eksempel på en indsats, der gør en forskel, men som kunne styrkes. »Headspace har hjulpet mange, men jeg mener, vi skal ud på skolerne og lave oplysning og samtaler dér. Vi skal gribe de unge, før de falder ned i hullerne. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at miste en generation til misbrug og mistrivsel,« siger hun.

Samtidig peger Anja McGregor Danton på ældreplejen som et område, hvor nærhed og omsorg er under pres. Hun fortæller om sin egen far, der ligger for døden.

»Jeg oplever, at det, han bliver tilbudt, er en robotstøvsuger. Men det er jo ikke nullermændene, han har brug for hjælp til. Han har brug for, at nogen tager ham i hånden, drikker en kop kaffe med ham, eller følger ham ned og handler. Det gør ondt helt ind i maven at se, at mennesker, der har arbejdet hele livet, ender med standardløsninger og uden nærvær. Det kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt,« siger hun.

En barndomshistorie om nøglebørn

Den anden nye kandidat er Mette Marie DePlace, der har sit fokus på børn og familier. Hun trækker blandt andet på sine egne erfaringer som mor til seks børn og som skolelærer.

Hun fortæller en historie, der gjorde stort indtryk på hende: »Jeg kom kørende ude i Erritsø og så en lille pige krydse en parkeringsplads. Hun gik alene og græd, og jeg kunne se, at hun havde en kæmpe skoletaske. Jeg stoppede og talte med hende og fandt ud af, at hun var nøglebarn. Hun kunne ikke holde til at være i SFO’en, fordi dagene var for lange og støjniveauet for højt. Derfor gik hun hjem alene, indtil hendes mor kom hjem fra arbejde. Det skar mig i hjertet at se et barn så lille og så ked af det gå alene hjem på den måde.«

For Mette Marie DePlace er historien et billede på, at systemet ikke altid passer til børns behov. »Det er ikke, fordi forældrene ikke gør det godt nok – de gør, hvad de kan. Men vi har brug for løsninger, der ser på barnet som individ. Det er familien, skolen og institutionen, der kender barnet bedst, og de skal samarbejde. Jeg tror på familieskoler og familieklasser, hvor forældre med udfordrede børn kan deltage i forløb sammen med deres børn. På den måde kan vi finde ud af, om det handler om diagnoser eller om pædagogiske løsninger, og vi kan hjælpe både børn og forældre,« siger hun.

Hun kobler det til sine egne erfaringer. »Jeg har selv mærket, hvordan systemet kan presse. Som mor til seks børn har jeg oplevet, hvordan man hele tiden er under lup. Jeg forstår den angst, mange forældre føler, når de frygter, at kommunen vil tage deres børn. Derfor vil jeg kæmpe for et system, der hjælper familierne i stedet for at true dem,« siger hun.

Det kolde samfund

Både Anja og Mette talte under præsentationen om, hvordan samfundet efter deres mening er blevet for koldt. Det handler ikke kun om regler og økonomi, men om en udvikling, hvor relationer og menneskelighed er blevet trængt i baggrunden.

»Når ældre bliver tilbudt en robotstøvsuger, i stedet for menneskelig kontakt, så er det et symbol på et samfund, der mister varmen. Vi har brug for mennesker, ikke maskiner. Vi har brug for tid til at sidde ned, tale sammen og skabe nærvær,« sagde Anja McGregor Danton.

En anden kandidat supplerede: »Samfundet er blevet institutionsagtigt på den grimme måde. De ældre bliver opbevaret som passive borgere, fordi de ikke yder mere. Det er ikke værdigt, og det vil vi i Dansk Folkeparti ændre på.«

Kritik af systemet

Kandidaterne gav også udtryk for en dyb skepsis over for det, de kaldte »kommunegangst« – en følelse blandt borgere af, at systemet bestemmer for meget og fratager den enkelte ansvaret for eget liv.

En af kandidaterne, selv afhængig af handicap-hjælp, sagde: »Som handicappet ved du aldrig, hvad dagen bringer. Den ene dag kan du have hjælp, den næste dag kan den blive taget fra dig, fordi der er lavet nye regler. Problemet er, at ingen kan forklare, hvad de regler er. Mere end halvdelen af de sager, der lander i Ankestyrelsen, handler ikke om lovgivning, men om kommunale regler, som ingen kan gennemskue. Det er absurd.«

Han fortsatte: »Jeg føler mig som et tredje rangs menneske. Det er systemet, der bestemmer over mig, men det burde være mig selv. Jeg har ansvaret for mit eget liv, men det ansvar er taget fra mig. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.«

Behov for nye veje

Flere kandidater fremhævede, at Fredericia har mange tilbud – Headspace, HOPE, frivillige indsatser – men at de ofte ikke er kendt af de forældre og borgere, der kunne have glæde af dem.

»Vi skal blive bedre til at bruge hinanden på tværs og nedbryde siloer. I dag er det alt for opdelt. Familieafdelingen sidder ét sted, skolen et andet, og de frivillige et tredje. Ofte siger kommunen, at de ikke ved, hvad de skal stille op. Det er ikke godt nok. Vi har ressourcerne, vi har menneskelig kapital, men vi bruger den ikke rigtigt,« lød det fra en af kandidaterne.

En anden pegede på, at mange førtidspensionister, der gerne vil bidrage, kunne bruges i plejen. »Over 70 procent af førtidspensionister føler sig ensomme. Mange af dem vil gerne lave noget. Hvorfor ikke invitere dem ind i plejen, hvor vi har brug for varme hænder. Vi skal tænke anderledes og bruge de ressourcer, vi har,« sagde hun.

Blå bloks bløde hjerte

Præsentationen af kandidaterne blev rundet af af Susanne Eilersen, der understregede, at Dansk Folkeparti i Fredericia vil være en stemme for borgerne – også dem, der ikke altid bliver hørt.

»Vi har samlet en gruppe af mennesker, der virkelig kærer sig om Fredericias borgere. Flere af kandidaterne er selv afhængige af hjælp fra kommunen, og de ved derfor præcis, hvad der virker, og hvor systemet fejler. Det er det, vi vil stå på mål for i valgkampen. Vi er blå bloks bløde hjerte,« sagde hun.

Med syv kandidater i ryggen går Dansk Folkeparti i Fredericia ind i valgkampen med ambitionen om at styrke sin repræsentation i byrådet. Og med fortællinger om både børn, unge, familier, handicappede og ældre tegner konturerne sig af et parti, der vil gøre op med det, de oplever som et koldt og bureaukratisk system – og i stedet sætte mennesket i centrum.