Fra i dag bliver det noget lettere for danske iværksættere at komme i gang med at etablere deres egen virksomhed. Et nyt initiativ, der træder i kraft som en del af Iværksætteraftalen fra 2024, halverer kapitalkravet for at stifte et anpartsselskab (ApS) fra 40.000 kroner til 20.000 kroner.

Danmark halverer kapitalkravet

Det danske kapitalkrav har hidtil været blandt de højeste i Europa og det højeste i Norden. Ifølge Erhvervsministeriet har det været en potentiel barriere for nye iværksættere, der har haft gode idéer, men manglede den nødvendige startkapital til at etablere deres virksomhed.

Med det lavere kapitalkrav bringes Danmark nu på niveau med de øvrige skandinaviske lande, hvilket skal gøre det lettere at få nye virksomheder på benene.

Erhvervsminister: “Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse”

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at den nye ændring skal give iværksættere bedre muligheder i opstartsfasen:

– Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse. Derfor gør vi nu livet lettere for iværksættere, når de i den spæde start skal have deres idé ud over rampen. Iværksætteri kræver kapital, og ved at halvere kapitalkravet for at stifte et anpartsselskab bliver det lettere i opstarten, hvor midlerne kan være små, og hver en krone tæller, siger han.

Han tilføjer, at initiativet skaber bedre vilkår for iværksættere, der arbejder på at udvikle nye teknologier og fremtidens arbejdspladser.

Bred politisk opbakning

Nedsættelsen af kapitalkravet er en del af Iværksætteraftalen fra 2024, som blev indgået af regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Aftalen er en del af en bredere indsats for at fremme iværksætteri i Danmark og befæste landets position som et attraktivt sted at starte nye virksomheder.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer