LEDER. Danmark står med et voksende problem. Ikke bare fordi vi mangler læger, sygeplejersker, håndværkere og ingeniører – de fag, som alle kan blive enige om, er livsnødvendige for samfundets umiddelbare funktion. Problemet er også, at vi kollektivt har besluttet os for, at humaniora ikke længere er vigtigt. Vi skruer ned, indskrænker, undervurderer og nedprioriterer. Og det er en farlig kurs.
Humaniora er ikke bare studiet af støvede bøger, glemt historie eller unyttige filosofiske tanker. Humaniora er hele fundamentet for vores evne til at forstå os selv og det samfund, vi lever i. Det er kilden til kritisk tænkning, refleksion og evnen til at navigere i en verden, der bliver mere kompleks for hver eneste dag.
Når vi skruer ned for de humanistiske uddannelser, gør vi Danmark fattigere. Ikke nødvendigvis økonomisk fattigere her og nu, men fattigere på ånd, forståelse og på evnen til at se verden fra flere vinkler. Det er denne rigdom – en rigdom, der findes i nuancerne, i kulturen, i sproget og i historien – der risikerer at blive sat over styr, hvis vi fortsætter ned ad den vej, vi er slået ind på.
Forståelsen af manglen på ingeniører og sygeplejersker er ikke forkert. Det er heller ikke forkert at sikre gode vilkår og opbakning til håndværkere og faglærte. Men det må aldrig ske på bekostning af en hel vidensgren, som vi ikke umiddelbart kan måle i kroner og ører eller anvende direkte i produktionen.
Problemet opstår, når vi lader det ene perspektiv skygge totalt for det andet. Når samfundsøkonomisk relevans bliver eneste målestok, og når humaniora reduceres til en luksus, som samfundet kun har råd til i gode tider. Når vi siger til unge mennesker, at deres passion for historie, filosofi, sprog og kultur ikke længere er noget værd.
Vi ser allerede konsekvenserne. Unge fravælger humaniora. De studerende bliver færre, og uddannelserne bliver reduceret til skygger af sig selv. Om få år kan vi stå med et samfund, der har glemt værdien af kritisk tænkning og refleksion, fordi vi ensidigt fokuserede på her-og-nu behov frem for at investere langsigtet.
Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Et samfund, hvor alt måles i produktivitet, eller et samfund, der også anerkender værdien af at forstå vores historie, kultur og hinanden? Svaret burde være indlysende.
Hvis vi glemmer humaniora, mister vi også vores evne til at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det vil gøre os til et fattigere, dummere og mere endimensionelt samfund. Og det kan Danmark ikke være tjent med.