POLITIK. Liberal Alliances byrådsmedlem Christian Jørgensen lægger ikke fingre imellem, når han beskriver forløbet omkring solcellesagen i Herslev. Han peger på, at sagen er blevet drevet igennem på et tyndt grundlag, at borgerne er blevet kørt over, og at det hele kunne være undgået, hvis man havde taget sig tid til en ordentlig proces.
»Der er jo en bekendtgørelse, som anbefaler kommunerne at udlægge egnede arealer til solceller. Men det er ikke en lovmæssig forpligtelse, det er en anbefaling, og den er heller ikke tidsfæstet. Jeg og Liberal Alliance synes ikke, at det her har været en ordentlig proces. Vi synes, at borgerne i Herslev er blevet kørt under bussen, først af det samlede byråd og nu af et smalt flertal med Socialdemokratiet, SF og Konservative,« siger han.
For Christian Jørgensen handler det ikke kun om proces, men også om konsekvenserne for lokalsamfundet. »Man har taget de mennesker som gidsler. Det ligger et pres på huspriserne i området, som i forvejen er udfordret af motorvejstøj og affolkning. Det her var ikke nødvendigt ud fra den bekendtgørelse, vi taler om,« påpeger han.
Dårligt håndværk og uværdig proces
Christian Jørgensen sparer ikke på ordene, når han beskriver ændringsforslaget, der blev fremlagt 45 minutter før byrådsmødet den 1. september. Forslaget kom fra Socialdemokratiet, SF og Konservative og ændrede markant på kort og linjer i planlægningen.
»Det er en rodet og uværdig proces overfor de mennesker. Og det er dårligt håndværk af Socialdemokratiet, SF og Konservative, at de kommer stikkende med en korrektion af den grad af kompleksitet 45 minutter før et byrådsmøde,« siger han.
Han understreger, at graden af ændringerne ikke på nogen måde kan betragtes som småjusteringer. »Undskyld mig, det er noget vås at kalde det en simpel tilføjelse. Det er noget med kort, med ændrede linjer, med konsekvenser for borgerne. Det er ikke noget, man bare tonser igennem over for kolleger på 45 minutter. Det er slet ikke okay,« siger han.
Risiko for klagesager
Ifølge Christian Jørgensen kan det endda blive et spørgsmål for Ankestyrelsen, om proceduren har været i orden. »Graden af kompleksitet i ændringerne er så stor, at jeg næsten vil sige, at hvis jeg selv blev udsat for sådan en proces, kunne jeg finde på at spørge Ankestyrelsen, om det processuelt er inden for rammerne af, hvordan man samarbejder professionelt i et byråd,« siger han.
Han frygter, at den måde sagen er håndteret på, både skaber unødvendig forvirring blandt borgerne og åbner for klager. »Hvis Herslev-borgerne ikke i forvejen var forvirrede, så blev de det i hvert fald på byrådsmødet. Det her er unødvendigt drama,« siger han.
For Christian Jørgensen er det afgørende, at der ikke var noget lovmæssigt krav, der pressede kommunen til at udlægge områderne på denne måde og i dette tempo.
»Det er en bekendtgørelse, en anbefaling. Der er ingen lovgivning, der tvinger Fredericia Kommune til at agere på den måde overfor borgerne. Derfor er det unødvendigt. Unødvendigt drama,« siger han.
Han understreger, at det ikke er modstand mod grøn omstilling som sådan, men mod den måde processen er grebet an på. »Man kan sagtens føre grøn politik uden at skabe kaos for borgerne og uden at lave hovsaløsninger i sidste øjeblik. Det her handler om ordentlighed, og den har manglet i den her sag,« siger han.
Borgerne har krav på respekt
For Liberal Alliance handler sagen i sidste ende om respekt for borgerne og deres livsvilkår. »Når man laver så store indgreb, der påvirker et lokalsamfund, så skal man tage sig tid til at lytte og inddrage. Man kan ikke bare køre tingene igennem, som det er sket her. Det er ikke rimeligt, og det er ikke værdigt,« siger Jørgensen.
Han vender tilbage til bekendtgørelsen, som ifølge ham ofte bruges som begrundelse for de hurtige beslutninger. »Jeg vil gerne understrege, at det ikke er et krav, men en anbefaling. Og når der ikke er et krav, så burde man også have brugt mere tid på at lave en ordentlig proces og sikre, at borgerne ikke bliver de store tabere i det her,« siger han.
Christian Jørgensen gør det klart, at Liberal Alliance ikke bakker op om den måde, flertallet har håndteret sagen på. »Det her er et eksempel på dårlig forvaltning og et politisk håndværk, som vi ikke kan være bekendt. Borgerne i Herslev er blevet kørt over, og det kunne have været undgået,« siger han.