Liberal Alliances spidskandidat Christian Jørgensen var lørdag ude med stiger og strips, da valgkampen for alvor gik i gang. Han tror på de unge vælgere – og på, at summen af små indsatser kan flytte meget.

Regn og blæst satte ingen stopper for kampgejsten, da Christian Jørgensen fra Liberal Alliance lørdag den 25. oktober satte sin første valgplakat op i Fredericia. Med børn, venner og en lille håndfuld biler i gang rundt i kommunen markerede han starten på den liberale valgkamp frem mod kommunalvalget den 18. november.

»Ja, hvad så – det bliver jo en lang dag i dag. Heldigvis har jeg gode venner og børn og børns venner til at hjælpe mig, så vi kører med tre-fire biler i dag. Det blæser, det regner, men heldigvis er der højt humør, og vi har allerede drillet hinanden lidt internt med de andre partier,« lød det grinende fra Jørgensen, mens han fik den første plakat i vejret.

Han begyndte dagen i Adelvej-kvarteret, men ambitionen er at dække hele kommunen.
»Jeg har prioriteret at starte herude i Adelsø, men jeg tænker, at vi forsøger at ramme det meste af kommunen med vores plakater,« sagde han.

For Christian Jørgensen er plakaterne mere end bare symbolik. De er en måde at skabe synlighed – særligt over for de unge vælgere.
»Jeg hørte lige den kloge Rukabuki-TV her til morgen, der sagde, at det faktisk har en betydning. Og det har især en betydning for de unge vælgere, som måske ikke er så opmærksomme på det. Vi står jo stærkt i det unge segment, hvor vi i målingerne ligger på op mod 30 procent. Så det kunne være rigtig fedt, hvis de her plakater kunne få nogle af de unge til at gå ned og stemme ved kommunalvalget,« sagde han.

Han peger på, at omkring halvdelen af vælgerne stadig ikke har besluttet sig – og derfor bliver de sidste uger afgørende.
»Når der er så mange, der ikke har bestemt sig, så gælder det virkelig om at give den fuld gas på alle parametre og forsøge at ramme så mange som muligt,« sagde Jørgensen.

Og hvordan gør man så det? Ifølge den liberale spidskandidat findes der ikke ét svar – men mange små handlinger, der tilsammen gør en forskel.
»Hvad der virker, kan der være mange meninger om. Men jeg vælger at sige, at summen af indsatser virker. Om det så er en hyggesnak i Brugsen, sociale medier, valgmøder, plakater, radiospots eller annoncer i jeres medier – jeg ved det ikke. Men jeg tror på, at summen giver mere, end hvis vi sad hjemme på sofaen og drak kaffe og bare fulgte med i nyhederne,« sagde han.

Med et bredt smil og en bunke plakater i bagagerummet satte Christian Jørgensen kurs mod næste lygtepæl. For ham handler valgkampen ikke kun om synlighed – men om at give Fredericia et nyt pust.
»Vi skal have mere frihed, mindre bureaukrati – og et byråd, der tør tænke nyt. Det er derfor, vi er her,« sagde han, inden han hoppede ind i bilen og kørte videre ud i regnen.