To borgmestre er gået før tid i to valgperioder. Tre navne har stået på døren til borgmesterkontoret, mens vælgerne kun har sat ét kryds ad gangen. Det er ikke hverdagskost i en kommune – og det rejser et legitimt spørgsmål hos vælgerne: Kan man regne med, at den borgmester, man vælger, også er den, der fuldfører perioden?
AVISEN har talt med samtlige socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Fredericia, der genopstiller, for at få klare svar på stabilitet, ansvar og læring. Som den sidste i rækken svarer borgmester Christian Bro, der på telefonen gør det klart, at han ikke har planer om at stoppe før tid.
»Jeg har ingen planer om at stoppe før tid. Mit fokus er på det arbejde, vi står midt i nu, og på at fortsætte den udvikling, vi har sat i gang. Stabilitet handler ikke kun om, hvem der bærer borgmesterkæden – det handler om samarbejdet i byrådet og om at skabe resultater for Fredericia,« siger Christian Bro.
»Det er jo mig – ikke dem«
På spørgsmålet om, hvordan vælgerne skal forstå, at to socialdemokratiske borgmestre er gået midt i en periode, svarer han:
»Det er jo mig, der er borgmester nu. Det er ikke dem. Jeg kan kun stå på mål for det, jeg selv gør, og for det samarbejde, vi har i dag.«
Han tilføjer, at de tidligere afgange var personlige beslutninger.
»De trak sig selv. Det er jo ikke nogen hemmelighed. Og det definerer ikke den måde, vi arbejder på i dag. Vi har taget ved lære af fortiden og fokuserer på at gøre tingene bedre.«
»Stabilitet handler også om, hvordan byrådet arbejder«
Christian Bro understreger, at vælgerne bør se på, hvordan byrådet fungerer nu – ikke på, hvad der skete for fire eller otte år siden.
»Stabilitet handler lige så meget om, at du har et byråd, der arbejder sammen, og som finder løsninger for hele byen. Det er dét, borgerne er interesserede i,« siger han.
Han peger på, at samarbejdet i dag er mere åbent og konstruktivt end tidligere:
»Der er sket meget. Vi har et bedre samarbejde på tværs af partierne, og vi arbejder med større gennemsigtighed. Vi har ændret måden, vi laver ejerstrategier på, og vi inddrager flere partier i de store beslutninger. Det giver mere stabilitet og bedre løsninger.«
»Vi skal ikke bruge kræfterne på det, der ligger bag os«
Christian Bro bliver også spurgt til den uro, Fredericia oplevede i 2020 og årene derefter.
»Der blev truffet nogle beslutninger, og nogle ting blev håndteret forkert. Men vi kan ikke bruge kræfterne på det, der ligger bag os. Vi har ryddet op, vi har lært af det, og vi er kommet videre. Det er den virkelighed, jeg arbejder i nu,« siger han.
Ifølge borgmesteren genskabes tillid ikke gennem ord, men gennem handling.
»Tillid handler om at vise i praksis, at man kan samarbejde, og at man gør det, man siger. Det er sådan, vi arbejder i dag. Det, jeg kan love, er, at vi fortsætter med åbenhed, dialog og stabilitet – og at jeg står i spidsen hele perioden.«
»Vælgerne skal dømme os på fremtiden, ikke på fortiden«
Christian Bro mener, at vælgerne skal se frem, ikke tilbage.
»Jeg tror egentlig, det er den siddende borgmester, der afgør, hvordan vælgerne stemmer. Folk kigger på, hvordan byen fungerer her og nu, og om samarbejdet virker. Jeg oplever, at der er tillid til, at vi har fundet en ny retning,« siger han.
Han minder om, at borgmesterskift ikke er et socialdemokratisk særkende.
»Der har været borgmesterskift i mange kommuner og på tværs af partier. Sådan er politik. Nogle gange ændrer livet sig, og folk træffer personlige beslutninger. Det vigtigste er, hvordan man arbejder videre bagefter. Og det gør vi – i fællesskab,« slutter han.










