POLITIK. Hun beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske med en bred vifte af interesser. Charlotte Møller-Madsen har tidligere været konstitueret formand for Danmarks Naturfredningsforening i Fredericia, hun har dyrket teater og statistroller i sin fritid, og arbejdslivet har ført hende forbi nogle af de største virksomheder i byen. Her har hun blandt andet håndteret alt fra sikkerhedsdokumentation under byggeriet af Google til coronacertifikater og mandskabslogistik på Facebooks datacenter.
Nu vil hun bruge erfaringerne i lokalpolitik, og derfor stiller hun op til byrådet i Fredericia for Borgernes Liste.
»At jeg har valgt Borgernes Liste, bunder i, at man ikke er bundet af partipolitik fra Christiansborg. Man kan tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for byen. Det giver en helt anden frihed,« siger hun.
Med uddannelse som laborant og senere i indkøb og lagerstyring har Charlotte Møller-Madsen arbejdet i mange forskellige brancher. Hun mener, det giver hende en styrke i politik.
»Jeg har haft mange forskellige typer jobs, og det har givet mig et overblik over, hvor flaskehalsene er i en organisation. Jeg har ofte kunnet se faldgruberne, før de blev til problemer. Det er det, jeg kan bruge i politik,« siger hun.
Hun fremhæver sin evne til at skabe systematik og god stemning, selv i pressede perioder. »Det er noget, jeg har fået meget positiv respons for i arbejdslivet,« fortæller hun.
Politisk fokus: Byudvikling og velfærd
Selvom hun ikke ser sig selv som klassisk politiker, er der emner, hun brænder særligt for.
»Jeg har prøvet kræfter med hjemmeplejen og kan se, at der bruges alt for mange penge på vikarer, fordi det er svært at fastholde personale. Der skal laves løsninger, så man kan skabe mere stabilitet,« siger hun.
Samtidig er hun optaget af byens udvikling. »Fredericia er en historisk by, og vi burde tage ansvar for at formidle den historie – både til turister og til borgerne selv. Vi har brug for fyrtårne, også bygningsmæssigt, så folk har lyst til at bosætte sig her. I dag pendler tusindvis til arbejde i byen, men bor i Kolding, Vejle og Middelfart. Det viser tydeligt, at vi skal gøre byen mere attraktiv,« siger hun.
For Charlotte Møller-Madsen er det afgørende, at borgerne kan mærke, de bliver hørt.
»Hvis jeg skal pege på én ting, vi skal stå for, så er det tilgængelighed. Jeg har aldrig mødt en politiker, der er så tilgængelig som Karsten Byrgesen. Han svarer samme dag, når folk henvender sig, og det er sådan, vi skal være som liste,« siger hun.
Hun er klar over, at en plads i byrådet vil kræve meget, men hun ser det som en mulighed for at bidrage.
»Det betyder utrolig meget for mig personligt. Jeg ser ikke politik som et drømmejob, men jeg ved, jeg har noget af det, Fredericia har brug for. Vi skal have styr på maskinrummet – styr på økonomien. Det går ikke, at vi hvert år bliver overrasket over, at pengene er brugt. Der skal mere systematik til,« siger hun.