POLITIK. For Carsten Jørgensen, nyvalgt byrådsmedlem for Enhedslisten, blev introduktionsdagen for Fredericias nye byråd ikke bare endnu et møde i rækken, men en vigtig anledning til at få ro på opgaven, overblik over organisationen og en fornemmelse af, hvilket fællesskab han nu er trådt ind i.

»Det er en rigtig god måde at blive præsenteret på,« siger han og lægger ikke skjul på, at noget af indholdet allerede var kendt stof. »Som nyt medlem var der nogle af de ting, vi fik at vide i går, som vi også fik på et møde i december for nye medlemmer. Men generelt, som ny, er det jo fedt at få nogle af tingene gentaget Så får man det her overblik over, hvordan organisationen ser ud,« forklarer han og tilføjer så: »Særligt det her med at få sat ansigter på og sat navne på de chefer, der er rundt omkring. Det synes jeg faktisk var rigtig, rigtig positivt.«

For Carsten Jørgensen handlede introduktionsdagen derfor ikke kun om struktur og ansvar, men også om at få sat ansigter og relationer på den organisation, byrådet skal arbejde sammen med de kommende år. »Og så er der en god stemning,« smiler han.

Når han skal sætte ord på den stemning, falder han hurtigt tilbage på et begreb, der går igen flere gange i samtalen. »Jeg er jo virkelig sådan et tillidsmenneske. Det er sort-hvidt. Enten har man tillid til folk, eller også har man ikke.« Netop tillid er det, han fremhæver som kendetegnende for byrådet lige nu. »Der er ingen tvivl om, at de ting, vi har været igennem, gør, at der er tillid til hinanden nu her.«

Og med tilliden på plads kan fokus rettes fremad. »Nu kigger vi fremad på de gode løsninger, der er med de udfordringer, der er.« Introduktionsdagen blev for Carsten Jørgensen dermed også et første indtryk af den måde, samarbejdet i byrådet skal fungere på. »Det er en rigtig god start på det hele, at vi bliver mødt ind med respekt og ordentlighed.«

Da snakken falder på de næste fire år, er der både humor og alvor i stemmen. »Det håber jeg i hvert fald,« siger han og griner, da han bliver spurgt, om han er klar. »Ja, selvfølgelig. Jeg glæder mig jo helt vildt.« Han lægger dog ikke skjul på, at det stadig kan føles lidt særligt. »Jeg har jo ikke troet, at jeg skulle begynde at arbejde igen som 70-årig, vel. Men det her er rigtig, rigtig spændende.«

For Carsten Jørgensen er motivationen dog ikke bundet op på alder eller formalia, men på indholdet i det arbejde, der nu venter. Allerede de første møder i udvalgsregi har givet ham en klar fornemmelse af potentialet. »De første møder, jeg har haft med John omkring det udvalg, hvor vi sidder i formandskabet, giver mig i hvert fald en tro på, at vi godt kan tænke nyt, vi godt kan tænke lidt mere kreativt.« Han ser det som en mulighed for at skubbe til udviklingen med et bredere sigte. »Og at vi er med til at skubbe til en positiv udvikling. Som er til gavn for alle.«

Introduktionsdagen blev for Carsten Jørgensen et første skridt ind i det arbejde, der nu venter i byrådet. »Det var en god oplevelse i går. Og nu er vi for alvor i gang.«