SPORT. Det er ikke hver dag, man ser en kvinde klø en neongul padelbold tilbage med så meget energi, at man skulle tro, hun havde en personlig vendetta mod tyngdeloven. Det er heller ikke hver dag, man støder på en spiller, der med samme lethed balancerer råstyrke med en elegance, der får modstanderne til både at gispe og misunde. Camilla er sådan en spiller.
»Jeg er nok lidt aggressiv, og det er både godt og skidt,« siger hun med et glimt i øjet, der antyder, at hendes modstandere nok mest ser til den skarpe ende af dén aggressivitet. Samtidig er hun både ydmyg og en smule genert, og den slags indrømmelser kommer heller ikke let fra hende.
Vi befinder os i padelhallens summende inferno af bolde, bats og duften af kunststof. Hallen er epicentret for padel i Erritsø, og lige her holder Fredericia Padel Federación (FPF) til, en forening som har vokset sig frem som et samlingspunkt for spillere med ambitioner – og spillere, der bare elsker padel, fordi det ganske enkelt er sjovt.
Camilla på 35 år er en af FPF’s stærkeste profiler. Hun kommer oprindeligt fra håndboldens verden, men da knæet begyndte at drille for meget, blev padel hurtigt det perfekte alternativ. Ikke mindst fordi sporten både kunne rumme hendes store konkurrencementalitet og samtidig passe ind i hverdagen med familie, jobbet som social- og sundhedsassistent i en lægepraksis, og livet generelt. Som hun selv siger, passer padel glimrende ind i et moderne liv, hvor familien ikke behøver stå og vente i kulissen på, at træningen slutter.
Hun smiler skævt, da hun fortæller om sin begyndelse med padel. Den var nemlig knap så prangende, som man måske kunne tro, når man ser hendes nuværende niveau.
»Jeg startede lige før corona brød ud. Min mand spillede allerede, så en veninde og jeg tænkte, at vi da også skulle give det en chance. Lad mig bare sige, at det ikke gik specielt godt første gang,« siger hun og griner.
De fleste, der første gang træder ud på en padelbane, kender følelsen. Bat og bold nægter at samarbejde, kroppen reagerer på alt andet end instinkt, og banen med dens ubarmhjertige glasvægge og kringlede vinkler er omtrent lige så tilgivende som et flisegulv, når du taber telefonen. Den lettere vaklende debut, som kunne have sendt mindre stædige sjæle direkte tilbage til omklædningsrummet, blev for hende i stedet den gnist, der tændte op under en langvarig begejstring for sporten.
»Det var egentlig bare for sjov til at starte med. Vi skulle bare prøve det, men syntes hurtigt, det var ret sjovt. Kort efter blev vi en del af en forening, der havde et mål om at stille hold i alle rækker til DM. Så mente de, at jeg lige skulle finde én at spille med.«
Camilla griner igen og ryster let på hovedet, som om hun stadig ikke helt begriber, hvordan hun så hurtigt blev kastet ud på padelsportens dybe vand. Dengang var det mest af alt en hyggelig idé, men sådan går det jo ofte, når tilfældigheder møder smittende begejstring. Pludselig står man i situationer, man ikke helt aner, hvordan man skal håndtere – og dér kommer fighterinstinktet i spil.
»Vi tænkte, hvorfor ikke – hvor svært kan det være? Vi vandt endda en kamp, så helt skidt var det jo ikke,« siger hun med endnu et grin.
Dén sætning opsummerer meget godt Camillas tilgang til sporten. Bag smilet og latteren gemmer sig nemlig en stålsat fighter, som nægter at tabe uden kamp. Den styrke har hun taget med sig fra håndboldbanerne til padelhallens kompakte, glasindhegnede arena.
Og spørger man rundt i Fredericia Padel Federación, lyder beskrivelsen af hende konsekvent som en cocktail af respekt, kærlighed og måske en lille smule frygt. Camilla styrer nemlig foreningens stærke Q-hold, FPF Q, med fast hånd og en ambitiøs tilgang til træning og turneringer. At hun ofte spiller op mod mændene – og slår dem – gør bestemt heller ikke hendes status mindre imponerende.
»Jeg tror, det kommer fra min tid med håndbold. Når jeg først går i gang med noget, vil jeg gerne blive bedre, så jeg trænede rigtig meget i starten,« forklarer hun.
Inden Fredericia fik sine egne indendørs padelbaner, måtte holdet ty til en udendørsbane. Før boldene overhovedet kunne komme i spil, var spillerne nødt til at møde op med sneskovle for at gøre banen klar – en rutine, der vist siger alt om, hvor meget sporten allerede dengang betød.
»Det var det eneste sted, vi kunne spille, og derfor måtte vi ud med sneskovlene og rydde banen, inden vi overhovedet kunne begynde. Så vi spillede i alt slags vejr,« fortæller Camilla.
Men selvom man kunne få indtryk af, at padel først og fremmest handlede om viljestyrke og modstand mod elementerne, var det i virkeligheden lige så meget venskaberne, sammenholdet og nærværet omkring banen, der gjorde sporten uundværlig. Camilla smiler bredt, når hun taler om holdets helt særlige fællesskab.
»I starten var det meget en venne-ting. Vi mødtes, spillede kamp, og så var der stor brunsviger og kaffe bagefter. Mega hyggeligt.«
Holdfællesskabet betyder stadig enormt meget, fortæller hun videre. Holdet spiller nu i Lunar Ligaen, en turnering hvor padelhold dyster mod hinanden i lokale opgør. Køreturene til kampene rundt i landet er blevet lige så vigtige som kampene selv. Padel er blevet det nye sociale lim, der binder dem sammen – både når det går godt, og når modgangen melder sig.
Camilla understreger den balance, da hun fortæller om, hvordan hun på én og samme tid kan dyrke den sociale del af padel og sin egen lyst til at udfordre sig selv:
»Jeg har i perioder haft mulighed for at spille både med holdet her og samtidig tage ud og spille individuelle turneringer. Jeg har blandt andet spillet en del med én fra Varde, så det behøver ikke engang være nogen fra samme klub.«
For Camilla handler det dog ikke om at jagte store titler, pointlister eller topplaceringer i ligaen. Hendes personlige ambitioner ligger et helt andet sted – præcis ligesom holdets. Lige nu spiller de i 2. division, og det passer dem glimrende, forklarer hun, inden hun fortæller videre om sin egen tilgang.
»Jeg har ikke brug for at nå et bestemt niveau eller vinde bestemte turneringer. Jeg vil bare gerne blive bedre. Og selvfølgelig hygge mig med det,« slutter hun igen med et smil.
Da hun igen vender tilbage til banen, denne gang for at træne med de tre andre piger fra holdet, gør hun det med det dér karakteristiske blik, som fortæller, at hendes næste modstandere godt kan begynde at forberede sig på en lang aften – og at hun vil nyde hvert eneste slag undervejs.
