Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

sydavisen.dk › Politik

Byrådsmedlem om Tråden: Er du med i klubben, eller er du ikke med i klubben

Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) kalder det usundt, at man skal være enig for at have plads blandt Trådens Venner, og mener, at kommunen bærer et ansvar, når den støtter et hus, der lukker nogen ude

Byrådsmedlem om Tråden: Er du med i klubben, eller er du ikke med i klubben

POLITIK. Foreningen Tråden har afsluttet en lokal virksomheds medlemskab af erhvervsnetværket Trådens Venner. Vedtægterne i foreningen afslører dog, at det mangler der hjemmel til. Det får byrådsmedlem Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) til at stille spørgsmål ved, hvad Middelfart Kommune lægger navn til, når den bruger millioner på huset.

»Jeg er egentlig overrasket over, at når nogen tilsyneladende skriver eller mener noget, så skal man tilsyneladende være enig, hvis man vil have plads blandt Trådens Venner«, siger han. »Der er tilsyneladende ikke plads til andre eller til at have uenigheder eller have en holdning. Det synes jeg er usundt. Hvis vi kun vil udvikle os ud fra dem, som synes det samme som os, så udvikler vi os ikke«.

Han har selv set de artikler, der har været delt om huset. »Ingen er delt med holdninger eller større ting. De er bare delt, og ingen er over grænsen«, siger han.

For Jonas René Jensen siger forløbet noget om, hvordan magten fordeler sig i kommunen. »Det hele fortæller mig noget om, at det evige magtcentrum i Middelfart, det er intakt«, siger han. »Jeg tror stadig, at fredagsrundstykkerne, den gamle klike, bestemmer en hel del af, hvad der foregår. Det er ikke nødvendigvis, fordi de gør noget dårligt, men når man spiller ud sådan her, så er det svært«.

Han sætter spørgsmålstegn ved kommunens rolle. »Støtter kommunen aktivt nogen, der vælger og vrager, hvem de vil have som medlemmer, baseret på hvor varmt de taler om en forening«, spørger han. »Må man ikke have en far, der til håndbold er utilfreds med, hvordan klubben har klaret sig? Det er ytringsfriheden, men bare ikke lige her«.

»Dem, der kender mig, ved, at jeg tænker, at alt det, der kan være galt, er galt. Det her er helt skævt for mig«, siger han.

Han peger på, at ingen tilsyneladende vil svare på, hvordan konstruktionen forvaltes. »Man kan være i tvivl om konstruktionen på Tråden. Jeg er også i tvivl, og jeg sidder i gåseøjne på indersiden af kommunen som byrådsmedlem«, siger han. »Men jeg er i tvivl om, hvor meget kommunen egentlig har del i det her. For jeg synes ikke, at kommunen skal være del i noget eller nogen, der lukker nogen ude, og på den måde sikkert også vælger og vrager, hvem de vil have som leverandører, afhængigt af hvor varmt de taler om dem«.

»Jeg håber da ikke, at det her er noget, som kommunen er en del af. Men er vi det, så bærer vi et kæmpe ansvar for at sige, at sådan opfører vi os ikke. Over for nogen, virksomheder eller foreninger, slet ikke over for nogen, der har støttet så vildt flot op om noget«, siger han.

Han hæfter sig samtidig ved, at kommunens engagement i huset ser ud til at vokse. »Jeg kan også se, at det, der skal vedtages til budgettet, giver endnu mere støtte til TRAADEN«, siger han. I budgetaftalen for 2027 og 2028 hedder det, at aftaleparterne er enige om at arbejde for, at Tråden bliver et permanent tilbud. Aftalen indeholder ikke beløb til formålet.

»Så skal det ikke være den enkelte vennegruppe eller organisation, der skal gøre noget«, siger han. »Det er efterhånden blevet så mudret, at det er svært at finde ud af, hvad der er hvad«.

Jonas René Jensen understreger, at han ikke kender de nærmere omstændigheder omkring opsigelsen, og at han ikke forestiller sig, at der er sket noget fra virksomhedens side. »Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der har været en forudgående snak eller en dialog. Men baseret på det, jeg har set, så er jeg endnu engang chokeret over, hvordan noget, der kan skabe noget så fedt, samtidig også gør sådan noget som det her«, siger han.

Da Jonas René Jensen skal forklare, hvad han mener om måden, Foreningen Tråden har skilt sig af med et medlem på, henter byrådsmedlemmet billedet i en dansk filmklassiker. I Bille Augusts »Zappa« fra 1983 er det Sten, der bestemmer, hvem der er med i flokken, og prisen for at høre til betales af Mulle, som må sluge en skovsnegl.

For Jonas René Jensen handler det ikke om en snegl, men om en by, hvor det efter hans opfattelse kan koste en virksomhed dens plads i fællesskabet at mene noget forkert. Han beskriver et mønster, han mener at kunne genkende. »Hver gang man på den ene eller den anden måde prikker til noget ved Tråden, så samles nogle kræfter, og i stedet for dialog samler man bøllekræfter«, siger han. »Hvis man ikke vil acceptere, at det er sådan her, så kan man heller ikke få lov at være leverandør eller være en del af de fællesskaber, vi har. Er det ikke bare lidt Zappa om igen? Mulle«.

»Er du med i klubben, eller er du ikke med i klubben«, siger han.

»Jeg synes, det er synd for virksomheden og for mennesket, der rammes her, og for demokratiet«, siger han. »Nogen har bestemt det her. Ved du hvad, mester, vi kan ikke acceptere det her, så du er ude. Og nogen må tage ansvaret. Er du med i klubben, eller er du ikke med i klubben«.

Han mener, at kommunens eget sprogbrug forpligter. »Det er jo i sidste ende vildt. Vi taler om fællesskaber og om at gøre noget sammen. Det er blevet Middelfart Kommunes mantra, at det gør vi sammen«, siger han. »Så skal vi nok også passe på med at være en del af noget, hvor vi holder nogen udenfor«.

Endelig peger han på foreningens eget grundlag. Han vil vide, hvad der står i vedtægterne om at ekskludere et medlem, og om de vedtægter overhovedet er offentligt tilgængelige.

Middelfart Kommunes kommunaldirektør, Steen Vinderslev, har over for AVISEN henvist spørgsmål om foreningens beslutninger til Foreningen Trådens bestyrelse og har oplyst, at han ikke har deltaget i foreningens bestyrelsesmøder de seneste måneder på grund af kalenderkonflikter.

Læs også

Hård kerne i Foreningen Tråden smider medlem ud

Del artiklen

Læs også

Ældretilsynet forbyder Othello at tage nye beboere ind frem til februarDF kræver opgør med kulturen i Fredericia Kommunes FamilieafdelingLasse Hildingberg skal overtage borgmesterens plads i EWII's bestyrelseBødskov vil have EU til at overvåge sociale medier efter migrantstrømmen i Ceuta