Byrådsmedlem efter rykkere til Tråden – »Jeg forestiller mig ikke, at andre foreninger vil få så langt snor«

POLITIK. Byrådet i Middelfart har ikke fået besked om, at Foreningen Tråden i vinter modtog fire rykkere fra kommunen og pr. 5. februar skyldte 2,1 millioner kroner. Det siger byrådsmedlem Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne), der stemte blankt, da byrådet vedtog projektet i 2025, efter at AVISEN har forelagt ham de dokumenter, som avisen har fået udleveret ved aktindsigt.
Han lægger ikke skjul på, at han finder det utilfredsstillende, at den politiske ledelse ikke er blevet orienteret. En almindelig forening, der kommer lidt bagud med en betaling, behøver byrådet ikke høre om, mener han, men Tråden er et politisk igangsat projekt, som der har været mange spørgsmål til, og så burde forvaltningen som minimum have givet en orientering om, hvilke udfordringer der var. »Det synes jeg er så minimum. Vi kunne have fået sådan en intern orientering«, siger han og tilføjer, at han er overbevist om, at udfordringerne ikke har været ukendte for kommunaldirektøren.
Rykkerne indeholdt et varsel om, at gælden kunne blive sendt til Gældsstyrelsen, og at kommunen forbeholdt sig retten til at opsige lejemålet. Det har ifølge Jonas René Jensen aldrig været drøftet politisk. Han peger på, at politikerne ikke driver projektet, men at de skal stå på mål for det – både for det, der fungerer, og det, der ikke gør. »Og det kan vi jo ikke, når vi bare bliver holdt udenfor«, siger han.
Trådens direktør, Maja Füchsel, har over for AVISEN forklaret, at fakturaerne blev sendt til foreningens Digitale Post, selv om det var aftalt med kommunen, at de skulle sendes direkte til hende pr. mail, fordi hun endnu ikke var registreret som ledelsesrepræsentant for foreningen. Derfor så hun dem ikke, og da foreningen blev bekendt med forholdet, blev der taget hånd om det, oplyser hun. Forklaringen angår forløbet i december 2025 og januar 2026. AVISEN har stillet foreningen elleve yderligere spørgsmål og afventer svar.
Jonas René Jensen har svært ved at se, at den forklaring holder for en organisation, hvor Trådens direktør samtidig er ansat i kommunen. »Vi har jo heller ikke ret mange foreninger, der er bygget op på samme måde, hvor det jo egentlig er kommunale folk, der sidder inde i dem«, siger han. Hvis ingen har været opmærksom på problemet, før der kom rykkere på grund af en digital postkasse, så er der tale om en organisation, hvor man ikke taler sammen, mener han. »Jeg forestiller mig ikke, at andre foreninger vil få så langt snor. Jeg forestiller mig, at det her skulle vi nok have handlet lidt mere seriøst på helt fra start af«, siger han.
Dokumenterne viser også, at kommunen selv fakturerede depositum og den første husleje måneder efter lejekontraktens frister. Det tror Jonas René Jensen ikke skyldes økonomiforvaltningen, som han kalder dygtig og velkørende. »Så det er, hvis de ikke er kommet til det rettidigt, så er det fordi, de har fået at vide, at de skal«, siger han.
Samme vurdering har han af, at rykkergebyrer på knap 21.000 kroner ikke er bogført på kommunens kontoopgørelse. Han nægter at tro, at en medarbejder i økonomiafdelingen på egen hånd undlader at opkræve gebyrer, og hvis der ligger en instruks bag, må den efter hans opfattelse komme højere oppe fra. »Det er heller ikke en politisk instruks om, at de skal vente«, siger han og spørger, om kommunen også fjerner rykkergebyrer for borgere og andre foreninger, der kommer bagud. Hvis alle behandles ens, vil han være tæt på at kunne acceptere det, men det er ikke hans indtryk, at det er tilfældet.
»Jeg er bekymret over, at sådan nogle ting lige popper op«, siger Jonas René Jensen, der samtidig understreger, at kritikken ikke er et angreb på Tråden som sted. Havde politikerne fået en orientering undervejs, er han sikker på, at både borgmester og byråd havde bakket op om at finde en løsning.
Læs også: Tråden skyldte kommunen 2,1 millioner kroner og fik varsel om Gældsstyrelsen


