POLITIK. Fredericia står midt i en ny virkelighed. FC Fredericia er rykket op i Superligaen, og det forandrer præmisserne for alt fra stadionkapacitet til økonomiske balancer. I byrådet har man netop behandlet en drøftelsessag om klubbens lejeaftale, der gælder brugen af Monjasa Park. Aftalen udløber først med udgangen af 2026, men spørgsmålet er allerede begyndt at fylde i det politiske maskinrum.

I Kultur- og Idrætsudvalget blev der enstemmigt anbefalet, at aftalen fastholdes på de eksisterende vilkår. Samtidig åbnes der for, at partierne kan tage en bredere drøftelse i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. For Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget, borgmesterkandidat og byrådsmedlem for Venstre, er det afgørende at finde en balance, hvor man både støtter klubbens udvikling og holder fast i et ansvarligt økonomisk fundament.

»Det er vigtigt, at vi skaber stabile rammer for FC Fredericia, som står i en helt ny situation med oprykningen. Samtidig skal vi have respekt for, at aftalen også er en del af kommunens samlede økonomi. Derfor har vi anbefalet at fastholde den nuværende aftale indtil 2026, så vi kan se, hvordan tingene udvikler sig,« siger han.

Den nuværende aftale mellem Fredericia Kommune og FC Fredericia giver klubben adgang til stadionets faciliteter til både daglig træning, administration og kampafvikling . Klubbens rettigheder omfatter også reklame- og navneaftaler, og økonomien er baseret på en huslejefritagelse, der allerede er indarbejdet i kommunens budget. Netop denne konstruktion betyder ifølge Peder Tind, at der er styr på tingene, selv om klubben nu skal finde fodfæste på det højeste niveau.

»Det er jo en ekstraordinær situation, klubben står i. Vi har en aftale, der i forvejen er lavet med tanke på mulige ændringer, og derfor er der ingen grund til at skynde sig ud i en ny forhandling. Det handler om at give FC Fredericia ro til at arbejde videre, samtidig med at vi som kommune holder fast i vores forpligtelser,« forklarer han.

På længere sigt vil der dog komme spørgsmål, der ikke kan undgå at lande på politikernes bord. Oprykningen til Superligaen betyder blandt andet, at kravene til stadionkapacitet og sikkerhed kan ændre sig, og det kan føre til justeringer i aftalen. Det er dog først i 2026, at der for alvor skal træffes beslutninger om de fremtidige rammer.

For Peder Tind er det også vigtigt at understrege, at byrådet ønsker at stå sammen om at bakke op om byens klub.

»Det her handler ikke kun om tal på et stykke papir. FC Fredericia er blevet et samlingspunkt, der giver byen en stolthed og sætter os på landkortet. Derfor er det naturligt, at vi som by også tager ansvar for at sikre de bedst mulige vilkår,« siger han.

Han påpeger samtidig, at man må have respekt for, at de økonomiske rammer skal hænge sammen.

»Vi kan ikke bare åbne kassen og sige værsgo. Der skal være balance i tingene, og derfor er det også vigtigt, at vi tager diskussionen i forbindelse med budgettet. På den måde sikrer vi, at alle partier kan være med, og at det bliver en fælles beslutning,« siger han.

Lejeaftalen, som blev indgået i 2022 og senere forlænget til 2026, er omfattende. Den regulerer alt fra brugen af stadion til reklame- og cateringrettigheder. At ændre i aftalen kræver derfor et grundigt politisk arbejde og ikke mindst en klar plan for, hvordan man vil understøtte klubbens ambitioner.

For nu fortsætter FC Fredericia med at spille på Monjasa Park på de gældende vilkår. Samtidig markerer byrådet, at klubben får opbakning i sin nye rolle som superligahold, uden at der ændres ved de økonomiske rammer her og nu.

»Vi skal give klubben muligheden for at udvikle sig, men vi skal gøre det på en ansvarlig måde. Derfor er det rigtige lige nu at holde fast i aftalen, mens vi ser, hvordan Superliga-eventyret udfolder sig. Når vi nærmer os 2026, må vi så tage den større diskussion om, hvad fremtiden skal bringe,« siger Peder Tind.