Kære borgmester, tak for ingenting. Igen.
På det seneste byrådsmøde rejste jeg spørgsmålet, som mange borgere allerede havde tænkt: Hvorfor i alverden skal sagen om navngivning af en bro hemmeligholdes? Er det navnet? Er det processen? Eller er det bare endnu et eksempel på den kommunale sport i Fredericia: at holde kortene så tæt til kroppen, at borgerne ikke engang kan se bagsiden af dem?
Vi taler trods alt ikke om fortrolige oplysninger, sårbare personsager eller militære operationer. Vi taler om et bronavn. Et. Navn. På. En. Bro.
Alligevel vælger man at lukke dørene og tage sagen af dagsordenen for offentligheden. Det strider imod både offentlighedsloven (§6, §7 og §15) og kommunestyrelsesloven (§10 og §11), som klart fastslår, at sager skal behandles offentligt, medmindre meget specifikke, lovlige undtagelser er opfyldt. De er ikke angivet nogen steder hvad grunde til hemmligholdelsen er.
Men hvad får vi så som svar? Ikke en konkret henvisning til lovhjemmel. Ikke en reel begrundelse.
Nej, vi får et klassisk: “Juristerne siger, at det giver mening. Senere.”
Undskyld mig, men hvad er det for en demokratiforståelse? At gennemsigtighed først opstår, når sagen er færdigbehandlet og borgerne alligevel ikke kan ændre noget? Det er som at invitere til generalforsamling og først åbne døren, når alle beslutninger er truffet og kaffen er drukket. Kære byråd optræd som et byråd ikke en lukket loge.
Kære borgmester, HUSK at beslutninger om lukkede sager skal være konkret begrundet og lovligt hjemlet. Det fremkommet i ikke med og det kan ankes til Ombudsmanden.
Tak for at tilsidesætte borgerne endnu en gang. Tak for at minde os om, hvorfor tilliden til byrådet har omtrent samme højde som et kloakdæksel.
Jeg arbejder videre på åbenhed, gennemsigtighed og respekt for borgernes ret til indsigt. Når det handler om noget så banalt som et navn. Når vi ikke engang må kende navnet på vores egen bro, hvad bliver så det næste? Broen er måske bygget? og forsinket – Men tilliden vakler.
