Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

← sydavisen.dk

Borgmesteren afviser kritikken – »Alle er med til at bidrage«

Borgmesteren afviser kritikken – »Alle er med til at bidrage«

POLITIK. Dansk Folkeparti kalder sparekravene i Kolding Kommune for et blodbad, men den beskrivelse køber borgmester Jakob Ville ikke. Han peger på, at seniorområdet samtidig får tilført penge.

»Vi tilfører 16 millioner kroner cirka til de ældre og laver besparelser på 3,5 millioner. Det ved jeg ikke, om det er et blodbad, at vi kun tilføjer 12 millioner kroner ekstra,« siger Jakob Ville.

Dansk Folkeparti retter sin hovedkritik mod den procentvise fordeling af besparelsen, som partiet kalder grønthøsteren og betegner som udygtig og holdningsløs. Borgmesteren forsvarer modellen med, at den fordeler byrden.

»Jeg synes, det er en solidarisk løsning. Kun at give hele besparelsen til børn eller socialt udsatte, men også fordele den til de ældre. De områder bidrager med 0,73 procent af deres budget. Altså under 1 procent,« siger han.

Viceborgmester Søren Rasmussen har fremhævet, at han hellere ville undvære en bibliotekar end en folkeskolelærer og hellere en chef end en hjemmehjælper. Til det svarer borgmesteren, at også de grupper bliver ramt.

»Bibliotekaren kommer også til at holde for, og administrationen og lederne kommer også til at holde for. Alle kommer til at holde for. Så mange bibliotekarer har vi ikke i Kolding Kommune, så vi kan ikke spare det hele på dem. Vi fordeler den solidarisk på alle,« siger Jakob Ville.

Han fremhæver, at baggrunden for besparelserne netop er, at der samtidig bliver tilført penge til de store velfærdsområder. Der er ifølge borgmesteren tale om 15 millioner kroner ekstra om året til børneområdet og 16 millioner kroner ekstra til seniorområdet.

»Børneområdet har fået 15 millioner kroner hvert år. Det vil sige, at de har fået 60 millioner på det tidspunkt, hvor de skal spare 27. Seniorområdet har fået 62 millioner kroner på det tidspunkt, hvor de skal spare cirka 50. Det vil sige, at vi har givet dem et løft på 12 millioner kroner. Og det vil seniorudvalgsformanden ikke vedgå,« siger han.

Formand for seniorudvalget er netop Søren Rasmussen.

Dansk Folkeparti har sammenlignet forliget med 2009, hvor kommunen ifølge partiet sparede alt for meget og fyrede med stor voldsomhed. Borgmesteren afviser, at der er tale om en overreaktion, og henviser til presset på servicerammen.

»Vi har fået udgifter fra staten på cirka 150 millioner kroner og kun fået 50 millioner kroner. Det betyder, at vi overskrider servicerammen med 84 millioner kroner. Så vi er tvunget til at finde besparelser på service, og service er der, hvor lønningerne er. Så det er ikke en vej eller et stadion,« siger Jakob Ville.

Han mener, at alternativet ville være en tilbagevendende usikkerhed.

»Når man skal finde så mange penge, og vi kan se, at vi overskrider vores budgetter ud i årene, så skal man true med besparelser hvert år, og så kommer man til at stå i sådan en usikkerhed hvert år. Derfor har vi sagt, at nu tager vi ansvar for det. Jeg synes heller ikke, det er sjovt at spare, men jeg tager det ansvar for, at kommunens budget går i balance, så man ikke skal igennem sådan nogle besparelser hvert år,« siger han.

Borgmesteren udelukker ikke, at billedet kan ændre sig, hvis der kommer flere penge fra en økonomiaftale eller en finanslov. Men han understreger, at det er forligspartierne, der får indflydelse på, hvor pengene i givet fald skal bruges.

»De partier, der er med til at finde besparelserne, er jo også dem, der er med til at finde ud af, hvor pengene skal bruges, når der kommer nogle ekstra. Derfor synes jeg, det er vigtigt at være med i de forhandlinger,« siger Jakob Ville.

Søren Rasmussen har samtidig sagt, at borgmesterens egen uerfarenhed gør situationen vanskelig, men at han nok skal komme efter det. Den vurdering vil borgmesteren ikke gå ind i.

»Jeg ved, at når man peger fingre, så er der altid nogle fingre, der peger tilbage, og der er altid to sider af en historie. Så den vil jeg egentlig bare lade stå. Jeg har altid haft et godt samarbejde med DF, og jeg tænker, at det kommer sikkert også igen, når man kommer på den anden side af det her,« siger han.

Han slutter med at fastholde, at det ikke kan lade sig gøre at frede enkelte områder.

»Min ambition er, at jeg ikke vil friholde og frede et område og så lave et totalt blodbad på andre områder. Børneområdet og seniorområdet sidder til sammen på næsten halvdelen af vores budget. Så når der skal findes nogle penge, bliver vi nødt til at tage nogle der, hvor der er store budgetter. Og for at det ikke bliver voldsomt på et af de områder, har vi sagt, at det bliver 0,73 procent på alle områder, så alle er med til at bidrage,« siger Jakob Ville.

Læs også

Middelfart lukker to dæk mere i parkeringshuset på HavnegadeDe unge kunstnere får byrådssalens væggePoul Rand om sparerunden: Byrådet sidder og venter på, at forvaltningen finder pengeneBent Jensen efter ny DI-måling – Fredericia har helt særlige kort på hånden