Under gårsdagens borgermøde i Brenderup præsenterede lokaludvalget de to første store projekter i Brenderups Lokal Udviklingsplan 2022-2026, her Byparken, der nu går under navnet Brenderup Fælled, samt et fælleshus på Fælledens grund.

Solveig Damsgaard Nielsen fra Brenderup Lokaludvalg gennemgik projekterne og fremhævede den stærke opbakning fra lokalsamfundet. Dernæst indledte hun med at fortælle om den nye bypark, Brenderup Fælled, der for alvor er blevet et aktivt samlingspunkt i byen med arrangementer året rundt. Området, der ligger ved Stationsvej, danner rammen om aktiviteter og sociale arrangementer, som lokaludvalget står for i samarbejde med lokale foreninger og erhvervsliv. Kalenderen har blandt andet budt på afterski i februar, byløb på mors dag og en uhyggelig græskarkonkurrence i efterårsferien. I december danner parken ramme om juletræstændingen, arrangeret af erhvervsforeningen.

– Vi kan kun takke kommunen og de kræfter, der har været med til at sikre byen Brenderup Fælled. Den har virkelig skabt nye fællesskaber og udvider de fysiske rammer for de nuværende og kommende arrangementer, sagde Solveig Damsgaard Nielsen og fremhævede endnu videre Fælledens betydning.

Ny forening vil rejse midler til Fælleshus på Fælleden

Næste punkt i udviklingsplanen er etableringen af et fælleshus på Brenderup Fælled, som skal danne base for arrangementer og aktiviteter året rundt. En forening til projektet blev stiftet i juni og består af en bestyrelse med repræsentanter fra både lokaludvalget, seniorforeningen og unge under 18 år fra området.

Den oprindelige plan med små containere som fælleshus er nu blevet ændret til fordel for et mere åbent og fleksibelt hus med et stort overdækket areal. Ifølge Solveig Damsgaard Nielsen er ændringen foretaget for at sikre, at de lokale faciliteter kan supplere hinanden, uden at opgaverne overlapper, og hvis vejret bliver dårligt, kan man søge ly under det overdækkede areal.

– Grunden til, at vi går væk fra den oprindelige plan, er, at vi ikke skal bygge noget, andre bygger. Sognehuset kan nemlig bruges til nogle af de formål, vi først havde tænkt til fælleshuset. Dobbeltarbejde er ikke altid dobbelt så godt, forklarede Solveig.

Foreningen arbejder nu på at skaffe midler gennem fondansøgninger, så byggeprojektet kan realiseres.

Brenderups Lokal Udviklingsplan løber frem til 2026 og omfatter, ud over disse to emner, også friluftsfaciliteter ved Varbjerg Strand og Brenderup Aktivitetscenter, som også blev drøftet på mødet mandag.