MesseC i Fredericia lagde rammer til årets udgave af Det Borgerlige Konvent, og det var ikke uden betydning, at netop denne by var valgt. Fredericia ligger midt i Danmark, og det gør byen til et naturligt mødested, når partier fra hele landet skal samles til politiske drøftelser. For de lokale politikere Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne og Poul Rand fra Liberal Alliance var det samtidig en hjemmebane, hvor de kunne byde kolleger velkommen.
Formålet med konventet var at samle de borgerlige partier på tværs af kommunegrænser og baglande for at finde fælles fodslag og diskutere, hvordan samarbejdet kan styrkes både lokalt og nationalt. Deltagerkredsen omfattede Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Palle Dahl gjorde det klart, at han ser mødet som en vigtig del af arbejdet med at koble den nationale politik til det kommunale niveau. »Jeg er meget spændt på, hvad hele konventets ledelse har at sige i dag. For en ting er, hvad de siger på Christiansborg, men en anden ting er, hvad der skal ske ude i kommunerne. Vi skal videreføre deres politik lokalt, vi skal stå på mål for det, de siger. Vi er deres fremstrakte arme,« sagde han.

Han bemærkede samtidig, at fremmødet var stort, og at det gav ham lyst til selv at tage ordet. »Der er rigtig mange folk til stede. Og jeg har i baghovedet, jeg kunne godt finde på at bede om ord på et tidspunkt. Jeg har sådan lige et, jeg vil spørge om,« sagde han med et lille smil.
For Poul Rand er det vigtigt, at det borgerlige samarbejde ikke handler om personlige positioner men om sagen. »Jeg betyder ingenting. Jeg er en ganske almindelig dødelig politiker, der arbejder for den sag, vi står for i Fredericia. At jeg så har fået en mulighed for at tale sagen internt, der hvor den landstændende politik også dækker, betyder trods alt noget. For det er hovedbestyrelsen sammen med retningsudvalget, der lægger de overordnede linjer, og så er det vores opgave at sørge for, at det bliver udmøntet i de forskellige storkredse og kommuner,« forklarede han.
Han fremhævede, at det kan være værdifuldt at have en stemme i de centrale beslutningsrum. »Jeg er meget glad, fordi på mit første hovedbestyrelsesmøde blev jeg faktisk hørt, da vi satte en bremse i noget, jeg mente var økonomisk uforsvarligt. Det viser, at vi kan være med til at påvirke retningen,« sagde han.
For Palle Dahl er styrken ved konventet først og fremmest, at de borgerlige kan vise sammenhold. »Det betyder, at sammenholdet gør stærkt. Der er ikke nogen, der er stærkere end det svageste led, og hvis vi kan stå skulder ved skulder, så kan vi få noget gennemført. Og det viser også det udspil, der kommer i dag,« sagde han.
Poul Rand supplerede med en bredere refleksion om den politiske situation i Danmark. »At vi er samlet så mange borgerlige partier her i dag, det kan give et indtryk af, hvordan et kommende samarbejde kan tage sig ud. Danmark trænger til et systemskifte. Vi har haft Mette Frederiksen og Lars Løkke i over 20 år som hovedpersoner i regeringen, og de har efter min mening gjort mere skade end gavn. De taler om en god økonomi og finder hele tiden råd i rum, men husk hvad råd i rum er. Det er fugle på taget, ikke faktiske penge. Nu er det valgår, og så sætter de afgifter ned på både det ene og det andet. Vi har brug for et reelt alternativ,« sagde han.
For de to lokale politikere var det tydeligt, at konventet i MesseC ikke blot var endnu en partipolitisk sammenkomst men et signal til vælgerne om, at borgerlige kræfter vil arbejde mere målrettet sammen. Som Palle Dahl formulerede det, er konventet »et samlingspunkt, der kan give en indikation af, hvordan et kommende samarbejde kan være«.

