BUSINESS. Der er en særlig ro over en boghandel, ikke mindst når julen er passeret. Tempoet er lavere, men sporene efter travlheden er stadig tydelige i hylderne og i samtalerne ved disken. Sådan er det også i Bog & Idé på Algade i Middelfart, hvor butikschef Daniel Eis ser tilbage på et år, der har givet grund til tilfredshed.

»Det har været et fint år, og vi er tilfredse. Så er der ikke noget at klage over,« indleder han og slår fast, at butikken har holdt sine tal. Dertil har han oplevet mere liv i byen, flere mennesker gennem gågaden og flere kunder, der kiggede ind.

Julen er samtidig årets højsæson i boghandlen, og også her kunne det mærkes, at december trak folk til. Ikke kun for at købe gaver, men for at være en del af stemningen. »Der var en god stemning, og folk har været glade,« fortæller Daniel og tilføjer så med et lille grin: »Og faktisk synes jeg, at folk har været rigtig gode til at stå i kø og vente.« Det er ikke altid en selvfølge i en travl julehandel, men netop tålmodigheden og den gode tone er noget, han hæfter sig ved. »Det synes jeg egentlig altid kendetegner vores kunder, så det har været godt.«

Den gode stemning i butikken står ikke alene. Den hænger også tæt sammen med den måde, Bog & Idé i Middelfart har indrettet sig på i en hverdag, hvor kundernes vaner har ændret sig.

I en tid, hvor nethandel fylder mere og mere, har Bog & Idé i Middelfart fundet sin egen balance mellem det digitale og det fysiske. For Daniel handler det ikke om enten-eller, men om samspillet. »Der er vi jo ret stærke her i Bog & Idé. Vi har en god netbutik, og så sørger vi for, at varerne bliver leveret herned, så kunderne kan hente dem i butikken.« Det betyder, at kunderne ikke bare klikker sig færdige derhjemme – de kommer ind ad døren. »Så folk kommer herind og henter dem, og det giver flow,« fortæller han.

Der var liv i butikken på Algade, da julehandlen trak folk ind i Bog & Idé i Middelfart. Foto: Middelfart AVISEN

Også tiden efter jul har været mere rolig, end den tidligere kunne være. Bytningerne er der stadig, men fylder mindre i hverdagen. »Vi har jo en lang bytteret på et helt år, så folk har god tid. Jeg synes egentlig ikke, det har været så slemt,« siger han og peger på, at appen Ønskeskyen også har ændret mønsteret. »Folk kan reservere én ting, og så går det videre til den næste. Det gør det mere specifikt.«

Når snakken falder på julegaverne, vender Daniel blikket mod bøgerne. Her er der især én titel, som har fyldt godt i julehandlen. »På bogsiden har det helt klart været den nye af Tom Buk-Swienty,« siger han og tager bogen “Russerne kommer” frem.

Bogen er en fortsættelse af “Berlin brænder” og har ramt et bredt publikum, også blandt dem, der måske ikke på forhånd vidste, hvad de skulle ønske sig. »Det er jo en fortsættelse, og en historisk fortælling efter krigen. Og han er bare rigtig dygtig til at fortælle historier, og de rigtige historier,« siger butikschefen. »Han er et navn, det er han altså bare virkelig blevet.« Derfor er bogen blevet et oplagt valg som gave. »Den har været rigtig god til dem, der ikke lige vidste, hvad de skulle ønske sig,« forklarer han.

Også andre velkendte forfattere har fyldt godt i julehandlen. Navne som Ken Follett og Dan Brown har igen fundet vej til mange gaveposer, og samlet set kalder Daniel året for et stærkt bogår. »Det har været et godt bogår, og der har været nogle gode titler,« bemærker han.

Til slut vender boghandleren igen blikket ud mod byen. For uanset snakken om tal, titler og travle perioder, er det også livet omkring butikken, han har hæftet sig ved. »Der har virkelig været folk igennem gågaden, og der har været god stemning,« siger han og smiler så. »Vi har jo også en hyggelig by.«

Nu er julen lagt bag sig, og Bog & Idé i Middelfart er trådt ind i det nye år. Hylderne er fyldt, bøgerne er igen i centrum, og der er tid til både hverdagslæsere, gavekøbere og dem, der bare har lyst til at gå på opdagelse mellem reolerne. For selv når juletravlheden har lagt sig, er boghandlen fortsat en fast del af byens puls, og ifølge Daniel Eis er der god grund til at se fremad.