
KRIMI. To mindreårige piger blev fredag eftermiddag udsat for en ubehagelig oplevelse, da en ukendt mand blottede sig for dem i Lunderskov. Episoden fandt sted omkring klokken 19.10 på Hasselvænget, og Sydøstjyllands Politi er nu i gang med at efterforske sagen.
Ifølge politiets oplysninger kom de to søstre, der er 10 og 12 år gamle, cyklende i området, da en personbil pludselig svingede ind foran dem. En mand steg ud af bilen, trak bukserne ned og blottede sig, men sagde ikke noget til pigerne.
– Det vi får at vide, det er, at to søstre på henholdsvis 10 og 12 år kommer cyklende ud i Lunderskov, og der er en personbil, der svinger ind foran dem. Så er der en mand, der stiger ud og tager sine bukser ned og blotter sig. Han henvender sig ikke til de her personer, står der, og de to piger cykler også bare videre derfra, og så kører pågældende også derfra, fortæller politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd.
Pigerne, som ikke er bosat i Lunderskov, men i det sønderjyske område, kom ikke fysisk til skade, men hændelsen har naturligt vakt bekymring.
Politiet har imens meget få oplysninger at gå videre med. Der foreligger hverken signalement af manden eller hans bil, og derfor håber politiet nu, at eventuelle vidner kan hjælpe.
– Der er tale om en mand, og der er ikke yderligere signalement i forhold til køretøj og så videre, hverken af farve på bilen eller anden beskrivelse, siger Kenneth Skytte Nielsen.

Sydøstjyllands Politi har sat det lokale beredskab i gang. Den lokale landbetjent er orienteret, og politiets forebyggende indsats er blevet aktiveret i området, hvor man har dialog med blandt andet unge mennesker.
– Vi har vores landbetjent, han er orienteret om det, og så har vi jo vores forebyggelse samt en dialog med unge mennesker, der rører sig i området. Nu er sagen anmeldt, så efterforsker vi videre ud fra det, siger Kenneth Skytte Nielsen.
Har man oplysninger kan de gives til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.