LEDER. Blå blok spiller sig selv af banen. I min sidste leder spurgte jeg, om vælgerne kan være sikre på, at en stemme på Det Konservative Folkeparti i Fredericia også er en borgerlig stemme. De seneste ugers debat har gjort spørgsmålet endnu mere aktuelt. For mens De Konservative selv bedyrer, at de går til valg på et borgerligt flertal, er virkeligheden, at partiet flere gange har stemt sammen med Socialdemokratiet og SF. Det skaber en usikkerhed, som ikke bare forsvinder, fordi man siger det modsatte.
Usikkerheden er heller ikke ny. På valgnatten i 2021 stod Tommy Rachlitz Nielsen tæt i dialog med daværende Søren Larsen fra Socialdemokratiet. Det billede har sat sig i baghovedet hos mange, og det er svært at glemme, når vi nu igen ser Konservative i tætte samarbejder på tværs af blokkene.
Tommy Rachlitz Nielsen er en dreven politisk taktiker, der forstår at få mest muligt ud af sine stemmer. Men han og Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, er fanget i en duel, der trækker opmærksomheden væk fra den egentlige opgave: at skabe et borgerligt flertal. Tind kæmper for tredje gang for at erobre borgmesterposten, og det må være hans sidste forsøg. Tommy Rachlitz Nielsen er fast besluttet på, at det ikke skal lykkes for Peder, medmindre han kravler ned fra piedestalen og kommer med indrømmelser. Ultimative krav og ordet illoyal i et aftalepapir gør ondt på Tommy – om han vil det eller ej.
Det er en duel, hvor personfnidder overskygger politik, og hvor resultatet kan blive, at Socialdemokratiets Christian Bro får lov at beholde borgmesterkæden. Omvendt ligner det også, at hans parti er gået i flyverskjul og gemmer sig. Det har tidligere været en socialdemokratisk strategi at stikke hovedet i busken, og historisk har partiet endda vundet valg på denne demokratisk sørgelige taktik. Samtidig kan de, kære læsere, se tv-optagelserne fra sidste byrådsmøde og bemærke ansigtsudtryk og kropssprog hos flere socialdemokrater. De lader lige nu deres borgmester stege. »Den må han tage,« signalerer deres kropssprog.
Samtidig bevæger de nationale strømninger sig. SF står til fremgang og kan opsamle de stemmer, Socialdemokratiet måtte miste. Enhedslistens Cecilie Roed Schultz har allerede vist, at hun ikke er bange for at gå sine egne veje og kan ende som en joker i det samlede spil. Og hvad med Liberal Alliance, som i meningsmålingerne er på rekordkurs? De stiller med Christian Jørgensen – en erfaren politiker, som kan trække nye vælgere, men næppe får opbakning nok til selv at samle blå blok, men han kan være en joker, som kan samle.
Dansk Folkepartis Susanne Eilersen er vellidt i erhvervslivet og kendt som en politiker, der tager fat i sagerne. Men Dansk Folkeparti har fortsat svært ved at bryde igennem som borgmesterparti. Dermed står vi i en situation, hvor de blå partier hver især har profiler, men ikke en samlet strategi og vision for Fredericia. Det har Socialdemokratiet og SF heller ikke. De ville gøre både sig selv og vælgerne en tjeneste, hvis de meldte klart ud, hvilken vej de vil gå – og hvordan det skal finansieres. Den del glemmer alt for mange politikere.
Og det er netop problemet. Der er mange kandidater, mange dagsordener og mange personlige ambitioner – men ikke noget fælles projekt. Når De Konservative stemmer sammen med Socialdemokratiet og SF, når Venstre og De Konservative bruger mere energi på at holde hinanden væk fra borgmesterstolen end på at skabe en vej til flertal, og når de øvrige blå partier står uden reelle muligheder for at samle midten, så er resultatet givet: blå blok spiller sig selv af banen.
Det efterlader borgerne i Fredericia med én konklusion. Så længe de blå partier ikke kan samarbejde, så bliver det Christian Bro, der fortsat bærer borgmesterkæden.
