KRIMI Mandag morgen vågnede flere borgere i Fredericia op til en usædvanlig utryg start på dagen: En person iført sort tøj og elefanthue var på rov i lokalområdet og gik målrettet efter biler. Nu mistænker politiet, at det er den samme unge mand, der står bag en række bilindbrudsforsøg.

– Der har været nogle forsøg på tyveri af biler rundt omkring i Fredericia, og det hele startede tidligt mandag morgen, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Vågnede med en biltyv i indkørslen

Den første hændelse, vicepolitikommissæren gennemgår, fandt sted tidligt mandag morgen på Devantiersvej, hvor en anmelder klokken 05.15 blev vækket af lyde fra sin indkørsel. Da han kiggede ud, så han en person iført sort tøj og elefanthue.

– Han åbner døren og ser en person i sort tøj og elefanthue, som går rundt i hans indkørsel. Han råber personen an, og vedkommende går fra stedet, fortæller Rindahl Petersen.

Anmelderen gik derefter i bad, men da han kiggede ud igen, kunne han se, at personen nu rodede ved en firmabil på den modsatte side af vejen. Han råbte op endnu en gang, og personen forsvandt på ny.

– Hændelsen blev først anmeldt senere på dagen, så vi får egentlig først kendskab til det mandag eftermiddag, siger vicepolitikommissæren.

Alarm skræmte tyv væk

En halv time tidligere, på Smedevænget klokken 04.45, blev en anden bil udsat for indbrudsforsøg. Først blev der forsøgt at skaffe adgang til bilen, og derefter blev en foldekniv stukket i tændingslåsen i et mislykket forsøg på at starte motoren.

– Der blev forsøgt at starte bilen med en foldekniv, og derefter bevægede man sig om til terrassen, hvor en alarm gik i gang, og så stak gerningsmanden eller gerningsmændene af, fortæller Arno Rindahl Petersen og tilføjer, at der ikke er noget signalement i den sag.

Sov bag rattet – med værktøj i låsen

Men det var først senere, at politiet for alvor fik hul på sagen, da en anmelder klokken 09.08 fandt en mand sovende i sin bil, som stod i en åben carport på Nymarksvej. I tændingslåsen sad en skruetrækker.

– Da patruljen ankommer, anholder de en mand, der sidder og sover på førersædet, og han har en skruetrækker i tændingslåsen, siger vicepolitikommissæren.

Den anholdte er 18 år og hjemmehørende i Brabrand. Han blev løsladt samme dag omkring klokken 13.30, men inden da nåede politiet at koble ham til endnu et bilindbrudsforsøg tidligere på morgenen.

Klokken 07.13 – to timer før anholdelsen – blev han nemlig set på Fournaisevej, hvor han forsøgte at bryde ind i endnu en bil. Her kastede han en sten mod forruden i et mislykket forsøg på at skaffe sig adgang.

– Han blev også sigtet for at forsøge at stjæle en anden bil ved at smadre forruden med en sten. Det lykkedes ham ikke at knuse ruden, så han kom aldrig ind i bilen, fortæller Rindahl Petersen.

Flere sigtelser på vej?

Politiet mistænker, at den unge mand også står bag hændelserne på Devantiersvej og Smedevænget, men det er endnu ikke bekræftet.

– Umiddelbart vil han blive sigtet for de forhold, vi kan bevise, han har været en del af, siger Arno Rindahl Petersen og tilføjer:

– Vi har en idé om, at det er den samme mand, der går igen i sagerne.

Efterforskningen er stadig i gang, og politiet arbejder nu på at samle trådene i det, der ligner en mindre bølge af biltyveriforsøg i morgengryets mørke.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her