KRIMI. En 11-årig pige fra Fredericia blev tirsdag eftermiddag påkørt, da hun kom cyklende omkring et fodgængerfelt i Sjællandsgade. Ulykken skete klokken 14.18, og bilisten fortsatte sin kørsel uden at standse.
Politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at efterforskningen nu er i gang, og at politiet søger hjælp fra offentligheden.
»En personbil kom kørende ad Sjællandsgade og påkører en cykel, som er ved at passere ved et fodgængerfelt. Føreren af personbilen fortsatte sin kørsel uden at standse og give sig til kende. Vi har altså et færdselsuheld med en ukendt part, som vi meget gerne vil have fat på. Hvis vi har nogle vidner, der har set noget, må de meget gerne kontakte lokalpolitiet i Fredericia,« siger hun.
Pigen blev efter påkørslen bragt til sygehuset til kontrol, men hun kom ikke alvorligt til skade, fortæller politikommisæren.
Imens bygger efterforskningen foreløbigt på få oplysninger. Der er afhørt et enkelt vidne, men overvågning i området har ikke givet resultater.
»Det, vi kan sige, er, at det formentlig er en Peugeot med skader på fronten, som vi søger efter. Hvis der er nogen, der har noget at sige om det, så vil vi gerne høre fra dem,« siger Susanne Hviid.
Politiet retter derfor en bred appel til både personer, der kan have set ulykken, og borgere, som i dagene efter har lagt mærke til en Peugeot med nye skader på fronten. Alle oplysninger kan ifølge politiet hjælpe med at føre sagen videre.
Sydøstjyllands Politi opfordrer alle, der ved noget, til at kontakte lokalpolitiet i Fredericia.