Volkswagen står nu overfor omfattende ændringer, idet bilproducenten planlægger at lukke mindst tre fabrikker i Tyskland og samtidig reducere antallet af ansatte markant.

Ifølge Daniela Cavallo, formanden for Volkswagens samarbejdsudvalg, er ledelsen fast besluttet på at gennemføre disse tiltag for at reducere omkostningerne.

– Ledelsen er absolut seriøs omkring alt dette. Det her er ikke en måde at rasle med sablerne i overenskomstforhandlingerne, sagde Cavallo i en besked til medarbejderne i Wolfsburg.

Hun undlod dog at afsløre, præcis hvilke fabrikker der står over for lukning, eller hvilke medarbejdere, der potentielt vil blive berørt.

Volkswagen står i stigende grad overfor udfordringer som faldende efterspørgsel i både Europa og Kina. Selskabet presses også af en langsommere end forventet omstilling til elbiler og en øget konkurrence fra kinesiske bilproducenter, der nu begynder at vinde indpas på det europæiske marked.

Der har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa aldrig tidligere været tale om en fabriksnedlæggelse i Tyskland for Volkswagen. Cavallo understregede, at selvom medarbejderne og ledelsen er enige om problemstillingerne, er de langt fra hinanden, når det gælder løsningerne:

– Vi er milevidt fra hinanden, når det kommer til svarene på dem.

En talsmand fra den tyske regering bekræftede på en pressekonference, at regeringen følger udviklingen tæt og er i dialog med både ledelsen og medarbejderrepræsentanterne i Volkswagen.