TRAFIK. Bilister oplevede onsdag formiddag lange køer på E20 mellem Taulov og Kolding N, efter at en bil havde ramt skiltning ved et vejarbejde.
Vejdirektoratet meldte kort efter om vragdele og vejarbejdsmateriel på kørebanen, og trafikken stod nærmest stille i retning mod Kolding.
Flere bilister berettede om at sidde fast i køen i længere tid, inden meldingen blev ophævet klokken 10.09.
Ifølge Sydøstjyllands Politi var der tale om en mindre færdselsulykke. En bil havde påkørt noget af skiltningen ved vejarbejdet, men ingen personer kom til skade. Politiet var ikke selv til stede, da hændelsen fandt sted, og stedet blev hurtigt ryddet, så trafikken igen kunne glide, oplyser de til avisen.
Kort efter kunne Vejdirektoratet også bekræfte, at der igen var fuldt farbart på strækningen, og køen begyndte langsomt at opløse sig.