Klimafolkemødet i Middelfart er netop gennemført. Danske Digitale Medier var naturligvis igen med og fik mange gode samtaler og interviews med både deltagerne i boderne, blandt politikerne og øvrige deltagere. Flere af dem kan du allerede nu se og læse i vores netaviser, andre er undervejs. Og når vi taler om, skriver om og udøver God Ledelse, så er Bæredygtig ledelse den nye sort og den eneste vej frem, hvis planeten Jorden skal overleve. Bæredygtig Ledelse er derfor også en vigtig gren og særlig disciplin inden for God Ledelse. Hvad Bæredygtig Ledelse er, kan og bør indeholde, det handler denne artikel om.
Indledning
God Ledelse er også Bæredygtig Ledelse. Det håber jeg også, at de hidtidige artikler om ledelse i artikelserien om ”Kunsten at lede” er udtryk for og bærer præg af. At beskæftige sig med Bæredygtig Ledelse sætter os i stand til at rette et helt særligt blik og fokus på ledelsesbegrebet. Det gør os i stand til at lytte ind til, fornemme og afbalancere mange af de forskellige ledelsesbegreber med hinanden, så vi netop når frem til en helhedsorienteret/holistisk tilgang til ledelse, både i tanke og handling.
Siden Ruslands invasion af Ukraine, først i 2014 og siden det omfattende angreb i 2022, så er klimadebatten – specielt i medierne og blandt mange politikere – i stadig stigende grad tilsidesat til fordel for dækningen af og debatten om netop Ruslands invasion af Ukraine og de mange ulykkelige konsekvenser for begge landes befolkninger.
Men sådan behøver det ikke at være. Og slet ikke, når vi taler om Bæredygtig ledelse.
Klimadebatten og dens mange varianter, som vi også og stadig står midt i, er her et vigtigt delelement i det samlede billede af, hvad Bæredygtig Ledelse skal kunne håndtere, og hvad det så indebærer for den måde, vi driver ledelse på.
Hvor jeg om God Ledelse både taler om ledelse af andre og ledelse af en selv, så bør Bæredygtig Ledelse gøre det samme. Variationen af temaerne ved dette års mange boder på Klimafolkemødet i Middelfart afspejlede netop denne dualitet mellem ledelsen af andre og ledelsen af en selv, dog stadig med en overvægt på det første (ledelsen af andre).
Bæredygtig ledelse
Bæredygtig Ledelse handler om den måde vi leder virksomheder, organisationer og os selv på. Bæredygtig ledelse knytter sig til FN´s 17 Verdensmål og de 169 afledte delmål, som forpligter alle FN´s 193 medlemslande. FN´s verdensmål er: 1) Afskaf fattigdom, 2) Stop sult, 3) Sundhed og trivsel, 4) Kvalitetsuddannelse, 5) Ligestilling mellem kønnene, 6) Rent vand og sanitet, 7) Bæredygtig energi, 8) Anstændige jobs og økonomisk vækst, 9) Industri, innovation og infrastruktur, 10) Mindre ulighed, 11) Bæredygtige byer og lokalsamfund, 12) Ansvarligt forbrug og produktion, 13) Klimaindsats, 14) Livet i havet, 15) Livet på Land, 16) Fred, retfærdighed og stærke institutioner, samt 17) Partnerskaber for handling.
Klimaindsatsen er mål nr. 13 og således blot ét af de 17 meget omfattende verdensmål. Alle fremsatte verdensmål er betydningsfulde, de er yderst komplekse, og de er indbyrdes forbundne i et utal af komplekse responsive netværk og processor. Det kræver et særdeles stærkt ledelsesparadigme, og er det her, begrebet Bæredygtig Ledelse kommer ind.
Bæredygtig Ledelse er, efter min mening, karakteriseret ved, at når vi tager Bæredygtigt Ledelse på os og leder efter det, så får det os til at rette ledelsesblikket ind på tre helt centrale temaer for God ledelse: Formålet med og Fundamentet for God Ledelse, Helhedsledelse og Sammenhængskraften, samt selve Visionsprocessen.
Formålet og Fundamentet
Formålet og fundamentet for at lede bæredygtigt må være en mission om at have et meningsfuldt liv hver eneste dag, både for en selv og andre. Et liv hvor det sidste giver næring og inspiration til det første, for ellers giver det hele ikke mening. Formålet og fundamentet for Bæredygtig Ledelse er også at give en bedre verden videre til vore efterkommere, børn og børnebørn, de kommende generationer.
Lige nu er vi desværre forsat på vej i den modsatte og forkerte retning. Nyhedsmedierne er fyldt med uendelige strømme af meningsløsheder, der er gift for menneskers håb om et meningsfuldt liv – et narkotikum for mistrivsel, elendighed og menneskehedens endeligt på den lange bane. Såkaldte kriser, kaos og krige vælder ind over os, og kriser, kaos og krige er blevet næringsveje for mange aktører, der vækster og egentlig kun giver mening, når der er kriser, kaos og krig.
For at holde os på ret kurs på denne mission har vores ledere, lokalt og globalt, to helt særlige fælles ansvar og opgaver, der er knyttet til FN´s Verdensmål 17 og 16. FN´s Verdensmål nr. 17: ”Partnerskaber for handling” handler om at styrke nord-syd og syd-syd-samarbejde, fremme international handel og støtte øget eksport til udviklingslandene, og FN`s Verdensmål 16: ”Fred, retfærdighed og stærke institutioner” handler om at støtte fredelige og inkluderede samfund, give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer.
Opnåelsen af disse to mål er forudsætningen for, at vi kommer i mål med de andre 15 verdensmål.
Helhedsledelse og Sammenhængskraften
At tænke i helheder, i netværk og i komplekse responsive og dynamiske processor er det andet centrale tema for Bæredygtig Ledelse. Der er i dag flere forskellige bundlinjer, som vi bliver nødt til at tage hensyn til. Ikke kun den økonomiske, den klimatiske og den miljømæssige. Nej alle 17 Verdensmål bør have hver sin bundlinje, der alle samles i en harmonisk og holistisk buket, der folder sig ud som en sammenhængende løsning på vores mission og vision. Hvert eneste verdensmål er som unikke instrumenter i et orkester afgørende for den fuldendte symfoni – det bæredygtige verdenssamfund.
Visionsprocessen om et bæredygtigt verdenssamfund
Krumtappen og omdrejningspunktet for udviklingen af det bæredygtige verdenssamfund kan være den visionsprocesmodel, som jeg tidligere har skrevet om (se ”Visionsbogen – Derfor er visioner vigtige”).
Afrunding
Men det er ikke nok at skrive om det – DER SKAL HANDLES. Og netop det fokus – AT HANDLE – havde Klimafolkemødet i Middelfart i år sat øverst på dagsordenen, og det er godt.
Vi må kræve af vores ledere: politikere, virksomhedsledere, NGO’er, organisationsledere, foreningsledere, ja også os selv, at de og vi for alvor begynder at indtænke Bæredygtig Ledelse og Væredygtig Ledelse ind i den daglige ledelse og styring af vores liv for at komme tættere på det og de meningsfulde liv, som vi ønsker os.
