SAMFUND. Alt for mange unge drenge står uden for fællesskabet i Danmark. Det vil Audi Danmark og LøkkeFonden ændre på i et nyt, omfattende samarbejde. Partnerskabet kombinerer økonomisk støtte til LøkkeFondens DrengeAkademiet med aktiv deltagelse fra Audi-medarbejdere og ledere.
DrengeAkademiet er en central indsats i LøkkeFonden, hvor 100 fagligt udfordrede drenge i 7. og 8. klasse hvert år deltager i en to-ugers intensiv læringscamp efterfulgt af et års mentorforløb. Målet er klart: Drengene skal genfinde troen på sig selv og hente deres faglige og personlige efterslæb ind. Indsatsen har allerede vist dokumenterbare resultater med tydelige fremskridt både fagligt og mentalt hos deltagerne.
»Samarbejdet med Audi Danmark er et eksempel på det, der virkelig gør en forskel: Et partnerskab, hvor der både er økonomisk støtte og reel, menneskelig involvering. Når rollemodeller fra erhvervslivet møder vores drenge og viser dem, at der findes andre veje og muligheder i livet, så kan det flytte noget helt fundamentalt,« siger Kristian Hulmose Nørgaard, direktør i LøkkeFonden.
For Audi Danmark handler samarbejdet netop om at gøre en konkret forskel:
»Hos Audi ønsker vi at være en aktiv del af det samfund, vi indgår i. Børn og unge er vores fremtid, og derfor ønsker vi at række ud til dem, der har det svært og har brug for en professionel håndsrækning. Med LøkkeFonden og DrengeAkademiet har vi fundet en partner, som både skaber dokumenterbare resultater og sætter mennesket i centrum,« forklarer Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark.
Ud over økonomisk støtte engagerer Audi-medarbejdere sig direkte i mentorforløbet. De stiller op som rollemodeller og inviterer drengene på virksomhedsbesøg, hvilket kan inspirere nogle af dem til en fremtid i bilbranchen.
»Det her samarbejde handler om at tage ansvar. Og det handler om at gøre noget konkret for nogle af dem, der har allermest brug for det,« siger Rikke Hamilton.
Fakta om DrengeAkademiet:
- Målgruppe: Fagligt udfordrede drenge i 7.-8. klasse
- Indhold: To ugers camp + ét års mentorforløb og forældresamarbejde
- Resultater: Dokumenteret langvarig effekt på faglig, personlig og social udvikling samt samfundsøkonomisk gevinst
- Pris for deltagerne: Gratis
- Læs mere: www.loekkefonden.dk
