OPINION. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og nu træder staten til og flår din familie. Når vi mister et familiemedlem, står vi midt i sorg og praktiske beslutninger, som er hårde at tage, og så opkræves bo- og gaveafgiften – i daglig tale arveafgiften. Med andre ord kommer staten gående ind ad døren, som den grådige og upassende gæst, der lige skal have endnu en bid af kagen.
Arveafgiften rammer helt almindelige familier og små familieejede virksomheder – ikke kun LEGO-arvingerne. Der er tale om værdier, der allerede har været beskattet som indkomst, kapitalindkomst osv. og som midt i sorgen beskattes igen. For staten er det en lille post i de samlede indtægter. I 2024 udgjorde indtægterne fra arveafgiften under 1% af de samlede offentlige indtægter. For familier kan det være forskellen på at kunne videreføre eller afvikle den 100 år gamle familievirksomhed eller det lille familiesommerhus. Samtidig efterspørger vi som samfund flere, der arbejder ekstra, tager ansvar, starter virksomheder og skaber arbejdspladser. Men incitamentet svækkes, når vi brandbeskatter flid, og når frugten af et langt arbejdsliv ikke bare kan videregives uden at staten skal have endnu en bid.
Spørgsmålet er, om det er rimeligt at opkræve en afgift, hvis provenu er en dråbe i havet, i det øjeblik, hvor en familie står i sin største sorg, og når der som minimum er betalt skat og afgifter af det én gang?
Jeg mener, at vi som samfund bør støtte flid, at vi ikke bør beskatte sorg, og at vi slet ikke bør beskatte ønsket om at give næste generation en bedre start. Derfor bør arveafgiften afskaffes.
