BUSINESS. Når store politiske og faglige møder samler mennesker i Fredericia, er MESSE C ofte rammen. Direktør Grete Grünberger Højgaard Frank lægger ikke skjul på, at hun ser det som en styrke for både huset og bye
Der er travlt hos MESSE C i disse måneder. Senest dannede det store messecenter rammen om “borgerligt konvent”, og der er mange flere messer, events og arrangementer på vej. Direktør Grete Højgaard er ikke i tvivl. Det betyder noget for Fredericia.
»Det betyder da helt vildt meget. Altså, det er en chance for os og for hele Fredericia til at komme på landkortet. Det betyder altid noget, når vi kan tiltrække den nationale presse,« siger hun.

Konventet trak både partier, politikere og presse til Fredericia. »Det var en megastor dag, og det var en god dag på alle måder, og heldigvis så kan vi jo se, at vores demokrati fungerer og mennesker mødes.«
Reaktionerne har ifølge direktøren været tydeligt positive. »Det er mit indtryk, at folk har været rigtig godt tilfredse med at være her, og også været tilfredse med de debatter, de fik i løbet af dagen. Og jo også med så stort en god humoristisk sens, at de var i stand til at synes, det var morsomt, at Socialdemokraterne havde lavet lidt reklame. Uanset om det så ikke måske var det smarteste, så fik det smilene frem.«
Direktøren håber, at de politiske arrangementer bliver ved med at finde vej til Fredericia.
»Vi har allerede haft en hel del af disse arrangementer, så jeg håber da bestemt, vi kan blive ved med at tiltrække både partier, organisationer og foreninger. Det er altid nogle festlige dage, og det giver også noget. Jeg synes, det giver noget til vores by, at vi er med til at danne ramme om politiske drøftelser og debatter.«
Hun nævner også FOA, som for nylig holdt et stort arrangement for tillidsfolk. »Det er også vigtigt på den måde. Jeg synes, det minder mig i hvert fald personligt om hver gang, at jeg bliver glad og stolt over, at vi har et velfungerende demokrati, for det synes jeg faktisk, vi har.«
Når talen falder på de kommende måneder, er kalenderen tæt belagt.
»Altså hvis vi nu tager på messesiden i hvert fald, så har vi bilmesse, og vi har kreative dage, og vi har autocampermessen. De kommer jo alle sammen i oktober måned. Og her i år, nu skal jeg lige tænke mig om, fordi vi har jo lige afviklet nogle store ting her også de seneste par dage.Hørkram har vi her den 1. og 2. oktober. Det er jo så for hele hotel- og restaurationsbranchen og for kantiner i det offentlige og alt sådan noget. Så vi har virkelig travlt, hvilket er helt fantastisk«

At MesseC kan tiltrække de store begivenheder, skyldes ifølge direktøren også samarbejdet lokalt.
»Vi har jo mange måder, vi arbejder på, fordi vi har jo nogen, som er dedikeret til at arbejde med event selv, men vi har jo også Experience Fredericia, som vi er i samarbejde med, og det er jo hele Resort Fredericia, hvis vi kan sige det sådan, hele området med alle hoteller og spændende oplevelser, natklubber, restauranter, der er med. Så der har vi jo både en fælles opgave og en fælles indsats, og det er virkelig noget, der virker. Det kan vi jo mærke på både den ene og den anden led, at det med at være optaget af sammen og gå ud og finde den forretning, vi gerne vil have, det betyder alt.«
På spørgsmålet om, hvilken betydning MesseC har for erhvervslivet i Fredericia, svarer hun:
»Det er jo svært for mig at sige, hvilken betydning vi har for erhvervslivet, fordi vores kunder kommer jo ofte langt vej frem. Det er måske mere nationalt, når vi ser på vores kunder på den led, men vi har jo mange lokale til konferencer og sådan noget. Og når vi så ser den anden vej rundt, så tror jeg, at vi betyder noget, fordi vi er med til at trække rigtig mange mennesker til byen. Så jeg tror måske mere, det er, hvis vi ser på byen og vores tiltrækningskraft. Så det er det, der betyder noget. Og det betyder noget for butikkerne i byen. Det betyder noget for hotellerne, at der kommer nogen, der gerne vil overnatte.«