FINANS. Finanstilsynet har nu officielt godkendt, at Arbejdernes Landsbank kan købe PenSam Bank. Dermed kan Arbejdernes Landsbank snart byde cirka 17.000 nye kunder og 40 medarbejdere velkommen i koncernen.
Opkøbet af PenSam Bank sker som et led i Arbejdernes Landsbanks klare vækststrategi, der både fokuserer på organisk vækst og strategiske opkøb af banker, der matcher koncernens profil og værdier.
Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank, udtrykker tilfredshed med, at godkendelsen nu er på plads.
»Vi har en klar ambition om at vokse – både organisk og gennem opkøb, når muligheden er den rette. PenSam Bank er en veldrevet bank, som vi deler stærke værdier med. Nu er vi kommet et vigtigt skridt nærmere at kunne byde både deres kunder og medarbejdere velkommen i fællesskabet hos Arbejdernes Landsbank,« siger Frank Mortensen.
Det næste skridt bliver en endelig godkendelse af fusionen mellem de to banker, som forventes at finde sted til efteråret. Når fusionen er gennemført, vil PenSam Bank være fuldt integreret i Arbejdernes Landsbank. Det betyder samtidig, at Arbejdernes Landsbanks samlede kundegruppe vokser med omkring fem procent.
Hos Arbejdernes Landsbank er forberedelserne til fusionen allerede godt i gang. Både medarbejdere og kunder fra PenSam Bank kan se frem til en varm velkomst, understreger Frank Mortensen.

»Vi er allerede godt i gang med at forberede en god modtagelse af både nye kollegaer og kunder. Som danskernes foretrukne bank 16 år i træk er vi klar med gode produkter og rådgivning til vores nye kunder. Og med vores klare fokus på at være finanssektorens mest attraktive arbejdsplads ser vi frem til også at byde vores nye kollegaer varmt velkommen,« siger Frank Mortensen.
