KOMMUNALT. Kolding Kommunes praksis for at afslå manuel støvsugning til borgere med henvisning til robotstøvsugere har mødt kritik og klager. Men nu sætter Ankestyrelsen punktum i sagen – uden at gribe ind.
Ankestyrelsen har vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse en egentlig tilsynssag mod Kolding Kommune, selv om kommunen i en lang række tilfælde har frataget borgere retten til manuel hjælp til støvsugning og i stedet henvist til brug af robotstøvsuger. Det sker, efter at Ankestyrelsen har gennemført en indledende undersøgelse og modtaget en redegørelse fra kommunen.
Ankestyrelsen lægger vægt på, at Kolding Kommune har foretaget konkrete og individuelle vurderinger, når borgere er blevet revisiteret i forbindelse med ændringen af serviceniveauet. Kommunen har blandt andet beskrevet, at samtaler med borgerne er blevet fulgt op af hjemmebesøg, hvis der har været tvivl om funktionsniveauet, eller hvis borgerne har ønsket det.
– Kommunen har redegjort for sine procedurer ved vurderingen af, om en borger har behov for praktisk hjælp til støvsugning. Kommunen har oplyst, at der bliver foretaget en konkret og individuel vurdering, skriver Ankestyrelsen i sit svar.
Beslutningen kommer efter, at styrelsen modtog en række klager over Kolding Kommunes nye praksis. I alt blev 1.876 borgere revisiteret i 2023 og 2024, og mange af dem fik frataget hjælpen til manuel støvsugning. Det førte til stor debat – og en række sager blev hjemvist af Ankestyrelsen, fordi afgørelserne manglede fyldestgørende begrundelser.
I sin redegørelse erkender Kolding Kommune, at netop de skriftlige begrundelser ikke altid har været tilstrækkeligt tydelige, selv om der har været foretaget en individuel vurdering.
Kommunen oplyser, at man ”drager læring af Ankestyrelsens hjemviste afgørelser og arbejder løbende med at uddanne og opkvalificere ansatte i Senior- og Sundhedsrådgivningen med henblik på at skrive afgørelser og have fokus på fyldestgørende begrundelser.”
Samtidig fremgår det, at kommunen har vejledt borgerne om mulighederne for at bruge robotstøvsugere – herunder hvordan boligens indretning kan påvirke brugen. Men kommunen har ikke formidlet kontakt til konkrete leverandører af robotstøvsugere, da det ville være konkurrenceforvridende.
Det fremgår desuden, at nogle borgere har fået bevilget hjælp til tømning af robotstøvsugeren, hvis de af fysiske eller kognitive grunde ikke selv kunne klare opgaven.
Selv om mange sager blev indbragt, vurderer Ankestyrelsen, at kommunen har tilpasset sin praksis efter kritikken. Derfor har sagen ikke længere aktuel betydning i forhold til en mulig ulovlig praksis, og styrelsen afslutter sagen uden yderligere tilsyn.
Sagen har ellers været principiel, da den handler om, hvorvidt kommuner kan afvise manuel hjælp med henvisning til teknologi som robotstøvsugere – og hvordan det harmonerer med serviceloven, som bygger på, at hjælpen skal gives ud fra en konkret og individuel vurdering.
Kritikere har tidligere peget på, at robotstøvsugere ikke kan erstatte manuel støvsugning i alle hjem, eksempelvis i boliger med mange møbler, dørtrin eller tæpper. Ifølge Ankestyrelsens notat har Kolding Kommune været opmærksom på disse forhold og blandt andet vejledt borgerne om, at uhensigtsmæssig indretning ikke i sig selv udløser hjælp – det afhænger af borgerens funktionsniveau.
Sagen har sat fokus på, hvordan kommuner i praksis implementerer nye politiske beslutninger, og hvordan det opleves for borgere, der tidligere har modtaget hjælp. Med Ankestyrelsens beslutning er der dog ikke udsigt til yderligere konsekvenser for kommunen.