Anders Møllegård tog bagtrappen fra byrådssalen

POLITIK. Anders Møllegård kom i stilhed, da han mandag ankom til Middelfart Rådhus til byrådsmødet. Det var aftenen, hvor budgettet for 2027 og 2028 skulle andenbehandles. Foran rådhuset forsøgte andre medier at få borgmesteren i tale, men han gik forbi med to ord.
»Ingen kommentarer.«
Under byrådsmødet sad han for bordenden uden det store glimt i øjet. Efter mødet stillede AVISEN sig foran døren til byrådssalen for at fange borgmesteren, når han gik ud. AVISEN ventede et stykke tid, men borgmesteren kom ikke ud, og et hurtigt kig ind i salen viste, at han stadig sad derinde. Kort efter smækkede bagdøren. Da AVISEN nåede derhen, havde Anders Møllegård taget bagtrappen op til kantinen, hvor byrådets medlemmer spiser aftensmad sammen.
Der var ellers nok at spørge om. Budgettet, der blev behandlet mandag, bygger på det forlig, Anders Møllegård indgik med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti i midten af september. Det var ikke de partier, der gjorde ham til borgmester.
Natten til den 23. november sidste år, efter kommunalvalget, samledes Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten i Tårnværelset. Her blev grundlaget lagt for det forløb, der endte med at bryde 108 års socialdemokratisk styre i Middelfart og sætte Anders Møllegård for bordenden. Et aftalepapir fra den nat, som AVISEN offentliggjorde den 16. september, bærer underskrifter fra Anders Møllegård, Jonas René Jensen, Louise Mejnert Ferslev, Maria Lund Nielsen og Lasse Schmücker. Blandt punkterne står, at kommunaldirektør Steen Vinderslev »skal erstattes hurtigst muligt«.
Da budgetforliget blev præsenteret i september, stod de fire partier fra Tårnværelset uden for. De havde ikke tilsluttet sig kommunens økonomiske politik, som var en forudsætning for at sidde med ved forhandlingsbordet. Flere af dem har siden sagt, at de føler sig svigtet.
Anders Møllegård har ikke givet samme forklaring hver gang, han er blevet spurgt til papiret. Over for AVISEN sagde han først, at han »ikke hvad jeg ved« havde skrevet under på andet end konstitueringsaftalen. Da papiret var offentliggjort, kaldte han det over for AVISEN »et udkast til et forståelsespapir« og sagde, at han vil beholde kommunaldirektøren. På Facebook har han henvist til den endelige konstitueringsaftale, som alle otte partier skrev under på. Senere har han skrevet, at han er ked af det billede, sagen har givet af kommunen, og at han håber, den kan lægges bag.
Det var den sag, AVISEN mandag aften gerne ville have forholdt borgmesteren til. AVISEN ville blandt andet have spurgt ham om tre ting.
Mener du, at ansatte i Middelfart Kommune skal kunne risikere at blive fyret som led i en fremtidig politisk aftale?
Var du villig til at skrive under på hvad som helst for at sikre dig borgmesterkæden efter kommunalvalget?
Mener du selv, at du har overholdt den aftale, du underskrev i Ulla Sørensens tårnværelse kort efter kommunalvalget, eller er du løbet fra den?
Spørgsmålene står stadig åbne, og borgmesteren er fortsat velkommen til at svare på dem.


