
SPORT. KIF Kolding har sikret sig et prominent navn som ny cheftrener. Anders Eggert er blevet ansat på en treårig aftale frem til sommeren 2028 og vender dermed tilbage til klubben, hvor han tidligere fungerede som assistenttræner gennem to sæsoner.
Siden Eggerts seneste ophold i Kolding har han gennemgået en betydelig udvikling som træner og har blandt andet gennemført Diplomtræneruddannelsen. Derudover har han været en vigtig del af trænerteamet hos den tyske storklub SG Flensburg-Handewitt. Dermed bringer han både solid faglighed, stærkt lederskab og international erfaring med sig tilbage til KIF.
Han får ved sin side Julie Loop, som tiltræder som assistenttræner. Julie Loop kender allerede holdet særdeles godt, idet hun afsluttede den netop overståede sæson som midlertidig cheftræner. Nu bliver hun en fast del af det nye trænerteam omkring KIF’s herrer.
Strategisk valg med lokal forankring
Bestyrelsesformand Mads Aarestrup forklarer, at ansættelsen af Anders Eggert sker i tæt sammenhæng med klubbens langsigtede strategi og ambitioner:
»Det har været en prioritet for os at finde en profil, der i høj grad harmonerer med den samlede strategi for den udviklingsrejse, vi står overfor. I den henseende fremstår Anders som et oplagt valg – ikke mindst takket være hans markante engagement og idérigdom, som vi har stor tiltro til, kan bidrage til at vi genvinder vores position i Danmarks bedste række. Med både Anders og Julies indgående kendskab til klubben og dens medarbejdere vil de desuden kunne indgå aktivt i det daglige fra første arbejdsdag.«
Eggert: »Timingen er helt rigtig«
Anders Eggert ser frem til at vende tilbage til Kolding og træde ind i en ny rolle med stor betydning for klubbens sportslige fremtid:

»Jeg er både stolt og begejstret over at træde ind i rollen som cheftræner, og jeg føler, at timingen er helt rigtig. KIF Kolding er en traditionsklub med et stærkt sportsbrand, og jeg ser et enormt potentiale i hele organisationen. Klubben hviler på et solidt fundament i moderklubben, som rummer en stor og ambitiøs ungdomsafdeling og et stærkt akademi. Jeg er samtidig glad for, at Julie har sagt ja, og jeg ser frem til, at vi sammen skal sætte en tydelig sportslig retning, hvor vores kombinerede kompetencer skal løfte både holdet, spillet og den enkelte spiller.«
Han understreger samtidig, at ambitionerne er at føre klubben tilbage til toppen af dansk håndbold:
»Vi vil arbejde målrettet med udvikling – teknisk, taktisk og mentalt – og bringe moderne, nytænkende håndbold i spil for at bringe KIF Kolding videre, og over tid tilbage, hvor klubben hører til.«
Julie Loop ser frem til samarbejdet
Julie Loop glæder sig over muligheden for at fortsætte i KIF Kolding og ser især frem til samarbejdet med Eggert:
»Jeg glæder mig helt vildt til at skulle samarbejde med Eggert og til at komme i gang med arbejdet som assistenttræner og talentansvarlig. KIF er en klub med en kæmpe historie og stærke værdier, og jeg føler mig både stolt og ydmyg over at få lov til at bidrage i den situation, vi står i nu.«
Hun er klar over, at opgaven kræver hårdt arbejde, men ser frem til udfordringen:
»Vi går en ny tid i møde, og det bliver hårdt arbejde – men også enormt spændende. Jeg ser frem til at være med til at bygge noget nyt op, både på banen og omkring holdet.«
Julie Loop peger især på talentudviklingen som en vigtig del af hendes rolle i det nye setup:
»Et særligt fokus for mig bliver at styrke overgangen fra ungdom til senior, så vi kan fastholde og udvikle de dygtige talenter, klubben allerede har – og får i fremtiden. Der er masser af potentiale, og jeg glæder mig til at komme i gang,« afslutter hun.
KIF Kolding glæder sig til at byde Anders Eggert velkommen tilbage og ser frem til at se Julie Loop tage næste skridt i klubben.