KOMMUNALT. Mange små og mellemstore virksomheder bliver reelt holdt udenfor, når kommunerne sender opgaver i udbud. Det er konklusionen i en ny landsdækkende analyse fra SMVdanmark, der bygger på aktindsigt hos alle landets kommuner gennemført i slutningen af 2025.
Ifølge analysen køber kommunerne hvert år varer og tjenesteydelser for milliarder af kroner, men kun få arbejder systematisk med at sikre, at mindre virksomheder har en reel mulighed for at byde sig til. I mange kommuner afhænger hensynet til de små virksomheder af den enkelte indkøbers tilgang frem for klare politiske mål, strategier eller faste procedurer. Det er på trods af, at kommunerne er forpligtet til at give mindre virksomheder mulighed for at deltage efter et følg-eller-forklar-princip.
»Analysen viser et markant gab mellem de politiske ambitioner og den kommunale virkelighed. Alt for mange kommuner har ikke gjort sig grundlæggende overvejelser om, hvordan deres udbud kan designes, så også mindre virksomheder har en reel chance for at deltage,« siger underdirektør i SMVdanmark, Alexander Søndergaard.
Kortlægningen viser store forskelle på tværs af landet. Nogle kommuner skiller sig positivt ud ved konsekvent at indtænke små og mellemstore virksomheder i alle faser af udbudsprocessen, mens andre ifølge analysen slet ikke gør det. I den nederste ende placerer blandt andre Esbjerg, Hedensted og Aabenraa sig med en score på nul, hvilket ifølge SMVdanmark betyder, at de mindre virksomheder ikke indtænkes i nogen af de undersøgte procestrin.
Når kommunerne endelig tager hensyn til SMV’er, sker det typisk tidligt i processen, for eksempel ved at undgå meget høje krav til økonomisk kapacitet eller ved at opdele udbud i delaftaler. Senere i forløbet, ved evaluering, tildeling og opfølgning, spiller hensynet til de små virksomheder derimod næsten ingen rolle.
Analysen peger også på, at mange kommuner ikke har overblik over, hvor stor en andel af deres kontrakter der faktisk går til små og mellemstore virksomheder. Det tolkes som et tegn på, at området har lav prioritet.
»Hvis man ikke engang måler på, om SMV’er får del i de offentlige kontrakter, så er det svært at tage snakken om, hvordan man vil forbedre adgangen. Det afslører et grundlæggende manglende fokus,« siger Alexander Søndergaard.
Kommunerne forklarer blandt andet manglen på hensyn med fælleskommunale indkøbsaftaler, især gennem SKI, som ifølge dem effektiviserer indkøb, men samtidig begrænser det lokale råderum. Derudover nævnes bekymringer om øget administration og fraværet af nationale mål.
»Der mangler en klar politisk retning. Uden nationale pejlemærker, konkrete mål og systematisk opfølgning vil udbuddene fortsat være indrettet på en måde, der strukturelt favoriserer de store virksomheder,« siger Alexander Søndergaard.










