KULTUR. På papiret er det bare en camp. Otte dage med musikere fra hele Europa, der mødes i Fredericia for at spille sammen. Men virkeligheden er noget helt andet. Noget, der ikke lader sig indfange af skemaer og programoversigter. Her er ingen faste noder, ingen velkendte facitlister. Her er lyd, der fødes i det øjeblik, den bliver spillet, og forsvinder igen, når den sidste tone dør ud.
Amanda og Nicholas er to af dem, der denne sommer har kastet sig ind i det. De sidder i et hjørne, hvor samtalerne bevæger sig fra grin til eftertænksomhed, mens der stadig hænger en rest af dagens musik i luften. Måske er det en violin, der endnu runger et sted i bygningen. Måske en tromme, der lige skal have det sidste ord, inden stilheden tager over.
For Nicholas er det første år. Han kommer fra impro-miljøet i København, hvor han har hørt om campen længe. I det miljø er der en lille, tæt knude af folk, der enten er her i år eller har været her før, og han har kendt til navnet i lang tid.
»Jeg har hørt meget om det gennem København-miljøet. Mange af dem, der er her i år, har jeg set op til og lyttet til deres plader. Og nu er de pludselig bare elever her ligesom mig. Det er ret fedt. Det viser, at lige meget hvilken baggrund eller teknisk kunnen man har, så kan man bidrage med noget. Det er fedt og frisk – men også lidt skræmmende, når man først hopper ind i det.«
Amanda nikker, som én der ved, hvad han taler om. For hende er campen ikke en ny opdagelse, men en tilbagevendende kilde til inspiration. Det er tredje år, hun er med. Hun har sine rødder i Fredericia og et tidligere møde med campens grundlægger, Nana Pi, i bagagen. Som teenager fik hun undervisning af hende og blev introduceret til Extemporize – musiktegnsproget, der bruges til at dirigere improvisation.
»For mig er det altid et frisk pust i min kreativitet. I år har vi i min gruppe talt meget om at bruge det, vi kommer fra. Om man har lyttet til pop, rock eller jazz, skal man finde ud af, hvordan man bruger det i improvisationen. Det har været virkelig interessant.«
Det, der begynder som en personlig bagage af erfaringer, smag og musikalske rødder, bliver hurtigt blandet op med noget nyt, når man træder ind i campens undervisningsrum. Læringen kommer ikke bare fra at spille sammen, men fra mødet med de internationale instruktører, der hvert år tager deres helt særlige metoder med til Fredericia.
Nicholas smiler, når han fortæller om sin lærer. Hun har dybe rødder i de avantgarde-scener, han selv er inspireret af.
»Jeg havde en idé om at spille to instrumenter på samme tid med elektronik, men da jeg satte det op, kom der bare larm ud. Jeg tænkte, åh nej, lad mig prøve igen. Men hun sagde bare, nej nej, det lyder interessant. Så spillede hun alt, hvad jeg havde spillet på violin, på to sekunder. Det er ret vildt. Hun er meget optaget af, at alle skal kunne være en del af scenen – uanset om man er punk eller har spillet orgel i 20 år.«
For Amanda handler det ikke kun om den teknik, man får med sig, men om det rum, der skabes imellem menneskene her. Hun beskriver det som en slags omsorg, der ligger i luften, og som man mærker fra første dag.
»Folk holder af en, også selvom man måske kun talte sammen i fem minutter sidste år. Der er en kærlighed til alle og en respekt for, at vi er forskellige. Man kan sige, jeg har lige brug for fem minutter alene, og det er helt okay. Men der er også en bevidsthed om at tage hinanden med.«
Det er et fællesskab, der ikke opstår af sig selv, men som holdes levende af små traditioner. Nicholas har allerede oplevet en af dem.
»Der er jams for alle, hvor man lægger sit navn i en hat, og så trækker man lod om, hvor mange der skal på scenen. Så spiller man med folk, man aldrig har mødt, og man aner ikke, hvilket instrument de tager frem. Det kan være hård punk eller helt blød musik. Man finder bare ud af det undervejs.«
I det uforudsigelige opstår også plads til personlige opdagelser. Amanda har denne gang arbejdet med at give slip på sit ego.
»Jeg har prøvet bare at være i den lyd, jeg laver. Jeg har fundet ud af, at det ikke handler om at larme, men om intensiteten. Og jeg har fundet nye lyde, jeg aldrig har eksperimenteret med før.«
For Nicholas går rejsen den anden vej. Han har fundet mod til at stå fast i det, han gør.
»Det handler om at tage chancer og blive i dem, i stedet for at skifte hurtigt til noget mere sikkert. Det er det, der er så fantastisk ved impromusik, hvor man kaster al maling på væggen og ser, hvilke farver der bliver tilbage.«
Til spørgsmålet om de vender tilbage, er svaret næsten givet. Amanda ryster lidt på hovedet, ikke fordi lysten mangler, men fordi kalenderen næste sommer er tynget af studiets afslutning.
»Jeg kan nok ikke næste år, men jeg regner med at være tilbage året efter,« siger hun med et smil, der afslører, at hun allerede har lagt en mental billet ind på pladsen.
Nicholas behøver ikke overveje længe. Han er ikke i tvivl.
»For mig er det meget sikkert.« Ordene falder uden tøven, som om han allerede kan høre næste års første toner blande sig med den efterklang, der stadig svæver over årets camp.
ImproCamp er måske kun en uge om året, men for dem, der er med, bliver den siddende længe efter, tonerne er forstummet.
