For første gang bliver sidste skoledag i Odense markeret med et stort, fælles og alkoholfrit arrangement i Kongens Have. Her samles alle elever fra 9. og 10. klasser til en dag med musik, aktiviteter og fællesskab.

Arrangementet finder sted den 26. maj og byder blandt andet på koncerter med Mille og Icekiid, mens podcastværterne Hav og Kamal skal være med til at skabe stemning i løbet af dagen.

Initiativet kommer fra Odense Kommune, der ønsker at skabe nye rammer for de unges fejring af sidste skoledag.

»Jeg ved, at sidste skoledag er en dag, som mange unge ser frem til – ikke mindst på grund af udklædningen og de festlige minder, dagen skaber. For nogen er alkohol en del af dagen, men det behøver det ikke at være. Nu tilbyder vi en ramme, hvor fejringen kan foregå på en tryg og sjov måde for alle. Jeg håber, at alle vil tage rigtigt godt imod det og være med til at skabe nye traditioner i byen,« siger Brian Dybro, rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen.

Bag arrangementet står et samarbejde mellem blandt andre Fyns Politi, SSP, Natteravnene, vagter, samaritter fra Dansk Røde Kors og UngOdense. Adgangen sker via personlige armbånd, som eleverne får udleveret gennem deres skoler.

Kongens Have bliver samtidig omdannet til et stort aktivitetsområde med både actionprægede oplevelser, kreative værksteder og rolige områder, hvor de unge kan slappe af.

»Vi vil skabe en dag, hvor alle kan være med – uden pres, uden alkohol og uden bekymringer. Det her er årgangens fælles fejring, og den skal stå som et stærkt og positivt minde,« siger ungdomsskoleleder Carsten Djursaa.

Arrangementet er gratis og varer fra klokken 12.30 til 16.30. Forlader man området undervejs, kan man ikke komme ind igen.