ABC Lavpris i Fredericia har længe været plaget af butikstyverier, og mandag besøgte SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, butikken for at få et førstehåndsindtryk af problemets omfang. Under besøget mødtes hun med ABC Lavpris’ personale- og salgsdirektør, Tommy Helm Andreasen, der delte sine erfaringer med butikstyveri i dagligvarebranchen.

Opdagelsesrisikoen er for lav

Ifølge Karina Lorentzen er problemet med butikstyveri ikke nødvendigvis strafniveauet, men snarere, at mange tyverier ikke bliver efterforsket eller taget alvorligt nok.

– Jeg tror faktisk ikke på, at selvom det er en fordobling af bøden fra 500 til 1.000 kr., at det er det, der gør forskellen. Jeg tror, at det, der gør forskellen, det er, at man bliver opdaget, og der er risikoen simpelthen for lav, siger hun.

Hun peger på, at butikkerne ofte har gode videobilleder og i nogle tilfælde også gerningsmændenes nummerplader, men at mange sager alligevel ikke bliver fulgt op.

– Det, vi mangler, er nok, at politiet kaster sig endnu mere ind i kampen, tilføjer hun og nævner, at man kunne overveje at give butikkerne mulighed for selv at udskrive bøder i sager, hvor gerningsmændene bliver pågrebet på fersk gerning.

Landbetjente skaber hurtigere sagsbehandling

Tommy Helm Andreasen bekræfter, at butikstyverier er et stort problem for ABC Lavpris, men understreger, at politiet gør, hvad de kan med de ressourcer, de har til rådighed.

– Jeg har kun godt at sige om det danske politi. I de sager, hvor vi er i dialog med dem, hjælper de os til punkt og prikke. Jeg tror bare ikke, at politiet har ressourcerne, siger han.

Han forklarer, at der er en markant forskel i sagsbehandlingen mellem de butikker, der har en lokal landbetjent tilknyttet, og de, der ikke har.

– Vi har to ud af vores 15 butikker, hvor sagerne kører ret hurtigt. Det er de to butikker, hvor vi har en landbetjent tilknyttet. Når vi anmelder en sag der, bliver den håndteret med det samme, og det virker. Men når vi anmelder noget, der kommer til at ligge i en bunke med andre sager, går der for lang tid, og så er det umuligt at opklare, forklarer han.

Da SF-politikeren besøgte butikken, blev der blandt andet talt om udfordringerne ved at se stjålne varer blive solgt på auktion uden mulighed for at gøre noget, behovet for mere nærpoliti og medarbejdernes sikkerhed på arbejdspladsen.

Karina Lorentzen ser også manglen på ressourcer som en af de største udfordringer og påpeger, at politiet ofte må prioritere andre opgaver højere end butikstyveri.

– Der er jo ofte ret god dokumentation i sagerne, så det burde være muligt at komme til bunds i dem. Når det ikke sker, tror jeg simpelthen, det skyldes, at der er for mange andre sager, der bliver prioriteret højere. Det er jo trods alt vigtigere at opklare drab og vold, for det er den slags forbrydelser, der går direkte ud over mennesker. Men man må også sige, at det har en konsekvens her – nemlig at folk fortsætter med at stjæle, fordi de ikke oplever nogen reel risiko ved det, siger hun.

Butikstyveri handler ikke kun om økonomi, men også om sikkerhed

For Tommy Helm Andreasen er butikstyveri dog ikke kun et økonomisk problem – da vi taler med ham, understreger han især sin bekymring for den sikkerhedsrisiko, det udgør for medarbejderne.

– Det skræmmende er, at mange ser butikstyveri som acceptabelt. Jeg har set statistikker, der viser, at en del borgere mener, at det er okay at tage lidt fra butikkerne. Det er selvfølgelig et problem i sig selv, men det bliver først rigtig alvorligt, når det går ud over vores medarbejderes sikkerhed. Det er det vigtigste for os, siger personale- og salgsdirektøren.

Han tror, at løsningen er at gøre det så besværligt som muligt at stjæle – og at konsekvenserne skal være tydelige.

– Konsekvensen skal være for stor til, at det er det værd. Så tror jeg, vi kan komme det til livs, afslutter han.

Regeringens skærpede straffe løser ikke problemet alene

Regeringens mål er at skabe en tryggere hverdag for danskerne, og som en del af den indsats er straffen for butikstyveri blevet skærpet. Karina Lorentzen mener dog ikke, at det er tilstrækkeligt.

– Altså, man har jo forsøgt at gøre noget fra regeringens side, men jeg tror, at medicinen er forkert. Jeg tror ikke, at løsningen er en fordobling af straffen fra 500 til 1.000 kr. Jeg tror, at det, man virkelig skal fokusere på, er opdagelsesrisikoen, og det kræver altså, at man kaster nogle kræfter ind i efterforskningen, siger hun.

Hun håber, at der fremover kan findes løsninger, der sikrer, at butikstyverier ikke blot registreres, men også efterforskes og retsforfølges i langt højere grad end i dag.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer