
UDDANNELSE. For første gang nogensinde optræder Fredericia på ranglisten over Danmarks bedste studiebyer, og byen gør det med stil. I den årlige undersøgelse, som studentum.dk netop har offentliggjort, debuterer Fredericia med en flot ottendeplads blandt hele 31 byer. Dermed markerer Fredericia sig som én af Danmarks mest attraktive studiebyer og understreger en rivende udvikling inden for både fagligt niveau og socialt liv.
Studentum.dk har i deres omfattende undersøgelse spurgt unge uddannelsessøgende om, hvad der betyder mest, når de skal vælge studieby. Der er blevet lagt vægt på blandt andet faglighed, transportmuligheder, karrieremuligheder, boligpriser og ikke mindst det sociale miljø. Fredericia har gjort sig særligt bemærket i flere af disse kategorier.
Helt i toppen ligger Fredericia i kategorien »socialt miljø«, hvor byen scorer en imponerende førsteplads blandt alle landets studiebyer. Denne placering vidner om en stærk trivsel blandt de studerende og et fællesskab, der vægter samvær og sammenhold. De studerendes vurdering sender et klart signal om, at Fredericia er en by, hvor studerende trives socialt, og hvor studietiden bliver en positiv oplevelse langt ud over pensum.
Fagligt har Fredericia også markeret sig særdeles positivt med en tredjeplads i undersøgelsen. Studerende vurderer, at det faglige miljø og undervisernes engagement er af særligt høj kvalitet, og dermed fremstår Fredericia som en studieby med gode muligheder for at dygtiggøre sig og få en stærk start på karrieren efter endt uddannelse.
Byen scorer ligeledes højt i kultur, sport og fritidsaktiviteter, hvor Fredericia placerer sig på en solid syvendeplads. Denne placering bygger på, at Fredericia tilbyder mange oplevelser og aktiviteter i forhold til byens størrelse, og det understreger, at Fredericia skaber en aktiv og alsidig ramme omkring det at være studerende.
Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 823 respondenter, peger også på, at faglighed fortsat er den vigtigste faktor for unge, når de vælger en studieby. Derudover spiller det sociale liv på studiet samt transport- og karrieremuligheder en afgørende rolle i valget.

I årets rangering indtager København igen førstepladsen som Danmarks bedste studieby, efterfulgt af Aarhus, Aalborg, Odense og Kolding. Men at Fredericia allerede i sit første år på listen ligger i top 10, viser ifølge studentum.dk tydeligt, at byen er blevet en attraktiv studieby med stort potentiale fremover.
»Vi er meget stolte over, at Fredericia debuterer så flot på vores liste over Danmarks bedste studiebyer. Det viser tydeligt, at byen formår at kombinere fagligt stærke uddannelsesmiljøer med et fantastisk socialt studiemiljø, der matcher unges ønsker til deres studietid. Fredericia er bestemt en by, kommende studerende bør holde øje med,« siger Tine Dührr, Communications Manager hos Keystone Education Group Danmark, der står bag studentum.dk.
Undersøgelsen, der har været gennemført i syv år, har i år fået opdateret sine kriterier, så flere byer nu optræder på listen, men ingen af de nye byer har formået at komme med i top 10. Derfor er Fredericias flotte placering endnu mere bemærkelsesværdig.
Studentum.dk håber med undersøgelsen at give unge et bedre grundlag for at vælge den studieby, der matcher netop deres ønsker og behov. I den forbindelse har de også lanceret en test, der kan hjælpe kommende studerende med at finde den helt rigtige studieby.
Læs også