KRIMI. En helt almindelig rutinekontrol tirsdag eftermiddag på parkeringspladsen ved Lidl på Vejlevej i Fredericia udviklede sig dramatisk, da en 25-årig mand pludselig sprang ud af bilen og tog flugten fra politiet.

Klokken 16.15 besluttede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi at stoppe en bil for at foretage en almindelig rutinemæssig kontrol af fører og passagerer. Men kontrollen fik en af passagererne til at gå i panik.

Den unge mand satte i sprint hen over parkeringspladsen, mens han desperat smed flere ting fra sig. Blandt det, der røg på asfalten, var hele 54 salgsposer med i alt 98 gram hash og en telefon.

Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

»Der er tale om en person, som var passager i køretøjet. Han går ud af bilen og løber fra stedet og kaster noget fra sig. Han bliver løbet op og anholdt,« siger han.

Kokain og tusindvis af kroner

Men den dramatiske anholdelse sluttede ikke der. Da politiet efterfølgende visiterede manden, gjorde de endnu et narkofund. Her fandt de nemlig 14 gram kokain fordelt i 14 poser samt 3.900 kroner i kontanter, som betjentene mistænker stammer fra salg af narkotika.

»Under visitationen bliver han fundet i besiddelse af cirka 14 gram kokain, fordelt på 14 salgsposer, og derudover fundet i besiddelse af nogle kontanter, 3.900 kroner, som vi mistænker stammer fra salg af hash og kokain,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Den 25-årige mand fra Fredericia Kommune blev anholdt og sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, men trods de tunge fund, blev han løsladt igen samme aften klokken 19.14.

Fører også sigtet – men uden fund

Det var dog ikke kun passageren, der måtte stå skoleret hos politiet. Også bilens fører, en 26-årig mand, ligeledes fra Fredericia Kommune, blev i første omgang sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Men den sigtelse hænger muligvis i en tynd tråd, fortæller Arno Rindahl Petersen:

»Han er i første omgang sigtet efter lov om euforiserende stoffer, men vi har ikke fundet noget konkret på ham. Det kan derfor ende med, at sigtelsen frafalder, hvis ikke der dukker mere op,« lyder det fra vicepolitikommissæren.

Sydøstjyllands Politi oplyser onsdag, at efterforskningen fortsætter, men at man endnu ikke kan sige noget nærmere om eventuelle yderligere tiltaler i sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her