
SUNDHED. Fra tirsdag den 22. april samles Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT), der tidligere har haft ambulatorier i Odense og Vejle, under ét tag på Middelfart Nærhospital.
Det oplyser Region Syddanmark onsdag morgen.
Afdelingen, som er en del af Psykiatrien i Region Syddanmark, får samtidig et nyt navn, nemlig Afdeling for Tværfaglig Traumebehandling. Navnet ændres for bedre at afspejle afdelingens funktioner og det tværfaglige arbejde.
ATT udreder og behandler patienter med PTSD og psykiske lidelser, som skyldes krigs-, tortur- og flugttraumer hos mennesker med flygtningebaggrund, samt danske soldater, der er hjemvendt med tjenesterelaterede traumer.
Desuden behandler afdelingen personer med PTSD, som har behov for behandling på regionsniveau eller højt specialiseret niveau. Samlet set får omkring 800 patienter årligt hjælp af ATT.
Selvom den primære behandling fremover foregår i Middelfart, vil der stadig være mulighed for behandling i Odense og Vejle i begrænset omfang, når det vurderes nødvendigt ud fra en faglig betragtning.
Lokalpsykiatrien flytter med
Afdeling for Tværfaglig Traumebehandling bliver ikke eneste psykiatriske afdeling, der åbner på Middelfart Nærhospital denne tirsdag. Også Lokalpsykiatrien i Middelfart flytter nemlig ind i nye lokaler på hospitalet samme dag.
Lokalpsykiatrien tilbyder udredning og ambulant behandling af voksne med psykiatriske lidelser. Behandlingen sker i afdelingens egne lokaler eller, hvis nødvendigt, hjemme hos patienterne.
Den nye adresse for Afdeling for Tværfaglig Traumebehandling bliver Østre Hougvej 55, Plan 3, mens Lokalpsykiatrien fremover holder til på Plan 4 på samme adresse.
Flytningen af begge afdelinger er gældende fra tirsdag den 22. april.