Energistyrelsen og Miljøstyrelsen offentliggør en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft den 1. januar 2021.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Ligestillingsministeriet har udarbejdet en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft 1. januar 2021. Med lovændringen blev reglerne på området ensrettet og moderniseret med henblik på at skabe gode rammer for håndtering af regnvand.

Det primære formål med reglerne er at understøtte, at der klimatilpasses de rigtige steder til det rette niveau, uden at forbrugerne betaler unødigt meget for det. Derfor blev der bl.a. indført krav om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed og selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet for klimatilpasningsprojekterne. Der blev derudover også indført en overgangsordning for at sikre en fornuftig overgang til de nye regler.

Om evalueringen

Evalueringen fokuserer på den praktiske anvendelse af reguleringen, og en række interessenter og myndigheder har derfor været inddraget i arbejdet. Der er ligeledes inddraget data fra Spildevandskomiteen, der i foråret 2024 gennemførte en større spørgeskemaundersøgelse om erfaringerne med klimatilpasningsreglerne i kommuner og selskaber.

Branchen opfatter i evalueringen det grundlæggende princip om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed som værende fornuftigt, men selskaber og kommuner oplever også en række udfordringer ved den praktiske anvendelse af reglerne. Det gælder f.eks. fortolkning af, hvad der kan siges at være det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, som forsyningerne bør kunne takstfinansiere, hvor omfattende beregninger der skal udføres for at sandsynliggøre dette niveau, og om dokumentationen står mål med de usikkerheder, der knytter sig til beregningerne.

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen vil i 2025 afholde arrangementer, hvor reglerne i serviceniveau- og omkostningsbekendtgørelsen gennemgås og drøftes med branchen. Formålet med dialogen er at sikre deling af erfaringer på tværs af branchen og at opnå en fælles forståelse af, hvordan reglerne anvendes med færrest mulige administrative byrder og samtidig sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse. 

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer