Odense Kommune påbegynder i næste uge en større indsats mod egeprocessionsspinderen, en larveart, der kan være sundhedsskadelig for mennesker. To virksomheder, Rentokil og Sparvath, er hyret til opgaven, og arbejdet med at fjerne rederne begynder fra onsdag i uge 8 i det sydøstlige Odense.
Erfaringer fra Tyskland skal bruges
Egeprocessionsspinderen er relativt ny i Danmark, og bekæmpelsen af larverne er derfor en svær opgave. Kommunen har valgt at samarbejde med Rentokil og Sparvath, der begge har erfaring fra Tyskland, hvor larverne er udbredt.
– Det er rigtigt godt, at vi nu får sat gang i bekæmpelsen af larven. Jeg ved, at forvaltningen har arbejdet benhårdt på at finde de rigtige fagfolk til at løse opgaven, men det er en vanskelig og kompleks opgave, og vi står med den som de første i Danmark, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
De to virksomheder vil arbejde sideløbende i hver deres zoner, hvor Rentokil vil fjerne rederne manuelt med en spartel og forsegle dem i plastiksække, mens Sparvath anvender en særlig lanse til at sprøjte vand og skum på rederne for at forhindre spredning af larvehår. Rederne vil blive behandlet som farligt affald.
Undgå kontakt med larverne
Forud for bekæmpelsesarbejdet opsætter kommunen informationsskilte i de berørte områder for at advare borgere mod at røre ved reder og larver.
– Anbefalingen er helt klar. Man skal ikke røre ved rederne og egetræerne i de her områder. Men samtidig er det også vigtigt at sige, at man stadig godt kan færdes i området, så længe man bliver på stierne, siger Søren Windell.
![](https://i0.wp.com/ddig.dk/wp-content/uploads/billede-279.jpeg?fit=1145%2C1662&ssl=1)
Styrelsen for Patientsikkerhed advarer om, at larvernes hår kan forårsage hudreaktioner som kløe og udslæt, ligesom de kan irritere øjne og luftveje. I sjældne tilfælde kan de give alvorlige vejrtrækningsproblemer.
Langvarig indsats mod larverne
Kommunen vurderer, at der er omkring 850 reder i egetræer primært langs Ørbækvej og Niels Bohrs Allé. Hvornår alle reder er fjernet, er endnu uvist.
– Vi er i tæt dialog med de to virksomheder, og det fortsætter vi med at være undervejs i processen, så vi hele tiden får optimeret på det, som er en ny opgave for os alle. Derfor er det endnu for tidligt at sætte en tidsramme på. Men vi kan love, at vi arbejder så hurtigt, vi kan, siger Anders Skovgaard Madsen, kontorchef for Fritid, Park og Vej.
Når rederne er væk, vil kommunen fortsætte bekæmpelsen i april og maj, hvor larverne klækkes igen. Her vil virksomhederne anvende varmt vand med skum og andre bekæmpelsesmidler for at hindre en ny spredning.