Lars Seidelin tiltræder den 1. marts som ny sekretariatschef i Naturpark Lillebælt. Han kommer med en baggrund inden for marinbiologi, formidling og strategisk udvikling og skal stå i spidsen for naturparkens videre arbejde med havmiljø, turisme og samarbejde mellem kommuner, forskere og myndigheder.

Naturpark Lillebælt fortæller i en pressemeddelelse, at ansættelsen af Lars Seidelin skal bidrage til indsatsen for havmiljøet og udviklingen af naturparken. Ifølge formanden for Naturpark Lillebælt, John Nyborg, er ambitionen at skabe et tættere samarbejde om Lillebælts økosystemer og udbygge parkens rolle i forhold til bosætning og bæredygtig turisme.

– Vi ser frem til at få ham med på holdet, hvor han vil være med til at styrke naturparkens arbejde med at sætte fokus på havmiljøet, og at udbygge naturparkens rolle som løftestang for området, når det gælder bosætning, bæredygtig turisme og lokal stolthed, siger formanden.

Ny sekretariatschef med bred ekspertise

Lars Seidelin har en ph.d. i havbiologi fra Syddansk Universitet og erfaring fra både forsknings- og formidlingsverdenen. Han har tidligere arbejdet som formidlings- og udstillingschef ved Fjord & Bælt i Kerteminde og har senere beskæftiget sig med uddannelsesforskning på SDU samt internationale uddannelsesprogrammer i Uddannelses- og Forskningsministeriet. Senest har han været specialkonsulent og teamkoordinator i Assens Kommune med fokus på strategisk udvikling og politisk betjening.

Seidelins erfaring med fondsansøgninger og politiske processer bliver ifølge naturparken en vigtig faktor i det videre arbejde med at sikre finansiering og forankring af eksisterende og nye initiativer.

For Lars Seidelin er stillingen en mulighed for at bruge sin erfaring i arbejdet med at beskytte og udvikle Lillebælt.

– Jeg ser meget frem til at tiltræde som sekretariatschef i Naturpark Lillebælt og arbejde for at bevare og udvikle dette unikke område, sammen med alle de dygtige medarbejdere i sekretariatet og i kommunerne. Lillebælt har en helt særlig betydning for både mennesker og dyr, og jeg glæder mig til at bidrage til det vigtige arbejde med at sikre en bæredygtig fremtid for både økosystemerne og de mange brugere af området, siger han.

Naturpark Lillebælt strækker sig over kommunerne Middelfart, Fredericia og Kolding og arbejder med beskyttelse og formidling af de kystnære og marine områder i Lillebælt.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer