Byrådet i Middelfart Kommune udpegede mandag Jacob Bjørnskov Nielsen (A), formand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget, som kommunens repræsentant i den lokale trepart for hovedvandopland 1.12 Lillebælt/Fyn. Beslutningen kom efter en debat i byrådssalen, hvor spørgsmålet om antallet af politiske repræsentanter skabte uenighed.

Debatten om to eller én repræsentant

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen lagde ud med at præsentere sagen og understregede behovet for en politisk repræsentant i den lokale trepart. Men hurtigt tog debatten en drejning, da Karin Riishede på vegne af Venstre argumenterede for, at Middelfart Kommune burde have to politiske repræsentanter og foreslog Anders Møllegaard (V), formand for Teknisk Udvalg, til posten.

– Vedrørende dette punkt læser vi i Venstre, at der er mulighed for at inkludere mindst én politisk repræsentant. Vi vil gerne benytte lejligheden til at foreslå Anders Møllegaard som repræsentant i stedet for den foreslåede natur- og miljøchef. Dermed foreslår vi, at to politiske repræsentanter sendes afsted, lød det fra Riishede under byrådsmødet.

Jonas René Jensen (Æ) fulgte op og foreslog både Anders Møllegaard og Lasse Schmücker (Ø) som kandidater. Han udtrykte samtidig en vis skepsis over for den grønne trepart, men pointerede, at Danmarksdemokraterne gerne ville have en repræsentant, der ville ”kæmpe for miljøet”, og tilføjede:

– Det er ikke for at fornede din indsats, Jacob. Du har gjort et stort arbejde. Men vi mener også, at der bør være plads til andre for en gangs skyld.

Borgmesteren forsøgte samtidig at tydeliggøre praksis i lignende sager og understregede, at de fleste kommuner i samarbejdet kun havde én repræsentant. Han henviste til KL’s anbefaling.

– Og hvis jeg lige kort skal tage KL-kasketten på, så har KL opfordret kommunerne til at stille med én politisk repræsentant, fordi vi har lavet et samarbejde, som skal omfatte Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug Fødevarer og kommunerne. Landbrug Fødevarer stiller med én, Danmarks Naturfredningsforening stiller med én. Så hvis vi skulle komme med 12 politisk udpegede repræsentanter, kunne det måske forrykke balancen, sagde Johannes Lundsfryd Jensen.

Samtidig gjorde Karin Riishede (V) opmærksom på, at Nordfyns Kommune faktisk har to politiske repræsentanter:

– Vi er lige blevet opmærksomme på, at Nordfyns Kommune rent faktisk har to politiske udpegede, kom hendes hurtige kommentar.

Forslaget om at have to repræsentanter blev sat til afstemning, men faldt med stemmerne 10 for og 15 imod. Venstres gruppe, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Christian Lynggaard (C) stemte for, mens Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og resten af Konservative stemte imod.

Kampen om posten

Efter nederlaget for forslaget om to repræsentanter blev Jacob Bjørnskov Nielsen (A) og Anders Møllegaard (V) sat op som kandidater til posten. Før afstemningen gjorde borgmester Johannes Lundsfryd Jensen opmærksom på den eksisterende konstitueringsaftale og dens betydning for fordelingen af poster:

– Og igen lige til baggrund, der er jo, kan man sige, at man kan stemme på, hvem man vil. Men til baggrund vil jeg sige, at vi har lavet en konstitueringsaftale, som balancerer imellem partierne. Nogle får nogle udpegninger, og andre får nogle andre udpegninger. Og i den konstitueringsaftale, der er lavet, er Jacob Bjørnskov Nielsen i dag udpeget til Vandoplandsstyregruppen. Så bare, at man også tager det med i baghovedet i forhold til afstemningen.

Riishede gentog igen Venstres støtte til Møllegaard. Herefter blev der stemt, og med en stemmefordeling på 15 mod 10 blev Jacob Bjørnskov Nielsen valgt som Middelfart Kommunes repræsentant i den lokale trepart.

Den lokale trepart i Middelfart udspringer af den nationale strategi for arealomlægning, som er en del af Aftale om et Grønt Danmark og Aftale om Implementering af et Grønt Danmark. Kommuner, landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen samarbejder om at gennemføre disse klimatiltag lokalt. Formålet er at reducere klimagasser, forbedre vandmiljøet og styrke biodiversiteten.

Som repræsentant vil Jacob Bjørnskov Nielsen spille en rolle i koordineringen af indsatsen for Lillebælt/Fyn-området, der blandt andet omfatter udtagning af lavbundsjorder og skovrejsning. Kommunens Natur- & Miljøchef vil også være en del af den lokale trepart.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer