I år kan Fredericias 10. klasse fejre 25 år som en vigtig brik i kommunens uddannelsestilbud. Siden åbningen i 1999 har 10. klasse hjulpet unge med at blive uddannelsesparate og finde deres vej videre i livet. Jubilæet markeres den 26. februar med et traktement og besøg fra blandt andre borgmester Christian Bro (A), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen (V) samt tidligere ledere af 10. klasse.

Afdelingsskoleleder Claus Bøtker, der har været ansat siden oktober 2021, reflekterer over tilbuddet, der har udviklet sig gennem årene:

– Det er stadig det samme som dengang, da 10. klasse åbnede. Vi tilbyder en bred palette af fagligt velfunderet undervisning, som både hjælper dem, der er usikre på, hvad de skal vælge, og dem, der har svært ved at gå i skole. Vores mål er at gøre de unge uddannelsesparate – det er simpelthen vores opgave.

10. klasse er blevet et uundværligt tilbud for mange unge i Fredericia, der har brug for ekstra støtte eller tid til at finde deres retning. Claus Bøtker forklarer:

– Der er mange, der har behov for ekstra støtte og for at finde ud af, hvad de vil fremadrettet. Kommunen valgte tidligere at løfte den bundne kommunale EUD10-opgave gennem 10. PRO. Sidenhen har man valgt en anden tilgang, hvor opgaven er blevet integreret i den almene 10. klasse. Vi samarbejder tæt med erhvervslivet for at gøre uddannelsen relevant og praktisk for de unge.

En af de nyere tilføjelser til tilbuddet er 10.E, et fleksibelt forløb for elever, der har svært ved at trives i den almindelige skolestruktur.

– 10.E er et forløb, som blev startet op efter min tid, men det giver rigtig god mening at tilbyde en fleksibel løsning til de elever, der måske ikke trives med den almindelige skolestruktur. Eleverne visiteres til denne mellemform, og det fungerer som et skridt på vejen til, at de kan blive en del af det almene uddannelsessystem på sigt, siger Claus Bøtker.

En afgørende rolle for de unge

Ifølge Claus Bøtker spiller 10. klasse en afgørende rolle i at forberede unge på fremtiden:

– Det, vi har set med 10. klasse i Fredericia, er, at det er et afgørende tilbud for de unge. Vi har oplevet, at eleverne bliver mere uddannelsesparate, fordi de får den ekstra tid og mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt. Uden dette ekstra skoleår ville vi risikere at tabe flere unge, som måske ikke har haft den nødvendige støtte i deres tidligere skolegang.

Selvom der er argumenter for at prioritere erhvervsskoleuddannelser, mener Claus Bøtker, at det ikke bør ske på bekostning af 10. klasse:

– Der er helt klart gode argumenter for en erhvervsskoleuddannelse som et alternativ, men at afvikle 10. klasse, som vi kender den, synes jeg ikke er en god idé. Nogle elever ville helt sikkert blive tabt, og det ville skade deres muligheder. Vi skal sørge for, at alle unge får den chance, de har brug for, så de kan finde deres vej frem i livet.

Claus Bøtker ser også et stort potentiale i at skabe stærkere samarbejder mellem erhvervsuddannelserne og 10. klasse:

– Jeg er stor tilhænger af at skabe et ungdomsmiljø, hvor de unge føler sig som en del af noget større. Det er vigtigt for deres trivsel og udvikling. Jeg ser også et stort potentiale i at samarbejde tættere mellem erhvervsuddannelserne og den faglige undervisning i 10. klasse. Vi skal sikre, at de unge får en solid basis, der giver dem mulighed for at tage både praktiske og teoretiske skridt mod deres fremtid, slutter Claus Bøtker.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer